Stk. 1. Gram Højskole er en uafhængig og selvejende undervisningsinstitution.
Stk. 2. Institutionen er oprettet den 1/9 2020 og har adresse Slotsvej 19, 6510 Gram.
Stk. 3. Institutionens formål er i overensstemmelse med den grundtvigske tradition at drive en almen folkehøjskole inden for rammerne af de gældende regler om folkehøjskoler.
Stk. 4. Skolens værdigrundlag:
Fællesskab
Om du er kursist, medarbejder, medlem af skolekredsen eller gæst på Gram Højskole, så skal du mærke fællesskabet. Gram Højskole er inkluderende, og vi tror på, at alle er ligeværdige. I fællesskabet møder du glæden, humoren og nærværet, og alle skal opleve følelsen af at være velkommen og høre til. Vi tror på det gode samarbejde med byen og borgerne og alle dem, der vil.
Livsoplysning
Gram Højskole er en skole for livet. Det gælder både det liv vi lever her og nu, og det vi skal leve i fremtiden. Livsoplysning handler om dannelse, menneskelig udvikling og erkendelser. Det er i samtalerne, i læringsmiljøerne, i fællesskaber den personlige udvikling sker. Det er det, vi skaber rammerne for.
Bæredygtighed
På Gram Højskole er bæredygtighed essentiel i vores tilgang til verden, og i den måde vi tænker på. Det handler om natur, mennesker, fødevarer, klima, økonomi og levevis. På højskolen arbejder vi bevidst med det holistiske bæredygtighedsbegreb, der favner både, miljø, økonomi og det sociale aspekt ligeligt. Vi undersøger nye sider af bæredygtighed, og vi tror på, at bæredygtighed kan og skal omfavne hele vores væren
Kulturarv
Den danske kulturarv er stærk og dybt forankret på Gram Højskole. Vi lever, arbejder og underviser ud fra en demokratisk tilgang, og den Grundtvig-Koldske skoletradition er kernen i den skole vi er. Vi tror på, at vores historie, og det vi har lært af den, er udgangspunkt for bevægelse og udvikling. ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”, som Søren Kirkegaard skrev. På Gram Højskole har vi fokus på den sønderjyske historie og de traditioner der knytter sig hertil, og her spiller nærområdet omkring Gram en stor rolle
Rummelighed
På Gram Højskole ser vi forskellighed og mangfoldighed som styrker. Medmenneskelig forståelse og ligeværd er udgangspunktet. Vi tror på, at netop forskellighederne er det, der gør os stærkere – sammen, og vi tror på, at vi udvikler os i interaktionen med hinanden. Gram Højskole skaber rammerne for at rumme forskellighed.
Nysgerrighed
Vi er nysgerrige på verden, og vi er nysgerrige på dig. Sammen vil vi undersøge verden omkring os – den verden vi er en del af. Nysgerrigheden skal pirres før, under og efter dit ophold på Gram Højskole, for vi tror på, at nysgerrigheden skaber grobund for motivation og lyst til handling, virke, læring og sameksistens.
Stk. 1. Bag skolen står Gram Højskolekreds.
Stk. 2. Gram Højskolekreds har til formål at støtte skolen i dens virksomhed. En person, som ønsker at blive medlem, skal være myndig og føle sig knyttet til skolen og gå ind for skolens formål og idégrundlag. Myndige privatpersoner skal udgøre flertallet af skolekredsen/repræsentantskabet.
Stk. 3. Foreninger, herunder Gram Højskoles elevforening, offentlige myndigheder, institutioner o.l. kan være medlemmer af skolekredsen, hvis de føler tilknytning til skolen og er villige til at bidrage til skolens økonomiske drift.
Stk. 4. Medlemskab godkendes af bestyrelsen. Afgørelsen kan forelægges generalforsamlingen/repræsentantskabsmødet både af den, som bestyrelsen har afslået at optage, og af et mindretal i bestyrelsen.
Stk.5. Af medlemmerne opkræves et beløb ved skolens oprettelse samt kontingent mindst én gang årligt, som fastsat ved den årlige generalforsamling. Medlemmernes bidrag giver ikke ret til andel i skolens overskud. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens gæld.
Stk. 6. Medlemskab giver adgang til på generalforsamlingen/repræsentantskabsmødet at afgive én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Foreninger, offentlige myndigheder mv. har kun én stemme.
Stk. 7. Skolens årsrapport udleveres/sendes fra skolen senest 14 dage før generalforsamling/repræsentantskabsmøde. Medlemmerne har endvidere ret til indsigt i drifts-, anlægs- og likviditetsbudgetter, byggeregnskaber og oplysninger til brug for tilskudsberegning, der sendes til offentlig myndighed. Skolens medarbejdere har ret til indsigt i nævnte materiale.
Stk. 1. Skolens drift finansieres ved offentlige tilskud, elevbetaling, økonomiske bidrag fra skolekredsen/repræsentantskabet og eventuelt bidrag fra andre.
Stk. 2. Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Dog kan skolen i begrænset omfang anvende egne midler til folkeoplysningsvirksomhed i Danmark.
Stk. 3. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen, og skal anvendes til skolens skole- og undervisningsformål.
Anbringelse af likvide midler kan ikke ske på konti m.v., som andre end skolen disponerer over.
Stk. 1. Generalforsamlingen består af skolekredsens/repræsentantskabets medlemmer.
Stk. 2. Generalforsamlingen vedtager ændringer i vedtægterne, jf. § 11, og træffer beslutning om skolens nedlæggelse, jf. § 12.
Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum omfatte følgende:
1. Valg af dirigent
2. Beretning om skolens drift
3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
6. Valg af revisor
7. Eventuelt.
Stk. 3. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af juni måned. Den indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel med dagsorden for mødet.
Stk. 4. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag bekendtgøres for medlemmerne senest to dage før.
Stk. 5. Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde, skal afholdes inden 3 uger efter halvdelen af bestyrelsen eller 25% af medlemmerne af skolekredsen skriftligt har krævet det. Forslag til dagsorden indsendes samtidig med begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 6. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal mødte medlemmer, jf. dog § 12, stk. 1.
Stk. 7. 1 medlem kan kræve skriftlig afstemning.
Stk. 8. Der føres protokol over det, der foretages og vedtages på generalforsamlingen. Protokollen underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.
Stk. 1. Bestyrelsen består af 7 stemmeberettigede medlemmer, hvoraf 6 vælges på generalforsamlingen af og blandt skolekredsens medlemmer. Det 7. medlem vælges af Gram Højskoles elevforening, dog kun så længe elevforeningen har mindst 100 medlemmer. Elevforeningens medlem af bestyrelsen træder i kraft på den førstkommende generalforsamling efter opnåelse af mindst 100 medlemmer af elevforeningen. Har elevforeningen under 100 medlemmer, kan det 7. medlem vælges på generalforsamlingen efter samme procedure som de 6 andre. I dette tilfælde opfordres elevforeningen til at stille med en kandidat. Bestyrelsen skal tilstræbe at bestå af en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd.
Stk. 2. Bestyrelsen kan efter behov og ønske uden at konsultere generalforsamlingen udpege én eller flere ressourcepersoner, som kan deltage i bestyrelsesmøder for at yde særlig råd og vejledning. Bestyrelsen fastsætter selv, hvor mange og hvilke møder disse personer skal deltage i, herunder også at en ressourceperson kan sidde med ved alle bestyrelsesmøder, indtil andet bestemmes. Disse personer har ikke stemmeret og er underlagt samme begrænsninger og regler om tavshedspligt mv. som almene bestyrelsesmedlemmer, jf. §5, stk. 5-6 og §7.
Stk. 3. Bestyrelsens medlemmer vælges for 3 år ad gangen, således at 2 medlemmer afgår hvert andet år. Genvalg kan ske.
Stk. 4. Hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem, jf. lov om folkehøjskoler § 6, stk. 2 og 3, skal medlemmet øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen. Der skal da hurtigst muligt udpeges/vælges et nyt medlem for den resterende del af valgperioden, jf. stk. 1 og § 4.
Stk. 5. Medarbejdere og elever ved skolen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen eller deltage i valg af medlemmer. Medarbejderne kan vælge at have 1 repræsentant ved bestyrelsens møder. Denne medarbejderrepræsentant har dog ikke stemmeret.
Stk. 6. Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige. Flertallet af bestyrelsens medlemmer skal have fast bopæl i Danmark eller tilhøre det danske mindretal i Sydslesvig.
Stk. 7. Bestyrelsen vælger sin formand og næstformand af sin midte.
Stk. 1. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er herunder ansvarlig for dens økonomi. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for skolen og sørge for, at der tages skyldige økonomiske hensyn. Bestyrelsen er ansvarlig over for kulturministeren for, at betingelser og vilkår for ydelse af tilskud overholdes. Bestyrelsen er tillige ansvarlig over for skolekredsen.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger forstanderen. Bestyrelsen ansætter viceforstander, hvis der er behov herfor. Ansættelse og afskedigelse af lærerne sker efter indstilling fra forstanderen, jf. §8, stk. 1.
Stk. 3. Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom, udnævner revisor, fastsætter elevbetalingen, godkender en årsplan for skoleåret og en indholdsplan for det enkelte kursus, samt godkender en plan for skolens evaluering af dens virksomhed i forhold til skolens værdigrundlag.
Stk. 4. Bestyrelsen er ansvarlig for skolens vedtægt.
Stk. 5. Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af korrekt årsrapport i overensstemmelse med de gældende regler, og for at årsrapporten indsendes til ministeriet inden for den fastsatte frist, og at alle bestyrelsesmedlemmer har underskrevet årsrapporten.
Stk. 6. Bestyrelsen underretter Kulturministeriet om institutionens nedlæggelse.
Stk. 1: Bestyrelsen holder møde mindst fire gange om året, eller når formanden eller fire medlemmer finder det nødvendigt. Forstanderen har, sammen med en eventuel viceforstander, ret til at deltage i bestyrelsens møder, dog uden stemmeret.
Stk. 2: Formanden indkalder skriftligt mødedeltagerne til møde og meddeler samtidig, hvilke sager der skal behandles.
Stk. 3: Formanden leder forhandlinger og afstemninger og sørger for, at beslutninger indføres i en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i protokollen, som opbevares på skolen. Formanden sørger for i samarbejde med skolens ledelse, at de trufne beslutninger udføres.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Ved beslutninger om køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves, at mindst 2/3 af samtlige stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer stemmer for.
Stk. 5. For bestyrelsen gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet. Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af protokollen, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.
Stk. 6. En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvori væsentlige hensyn til personers eller skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne, herunder økonomiske forhold. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 8 om tavshedspligt m.v.
Stk. 7. Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld og kan ikke modtage honorar af skolens midler.
Stk. 8: Bestyrelsen kan ved konkrete sager vedrørende medarbejdere beslutte at holde møde alene for medlemmer.
Stk. 1. Forstanderen, der overfor bestyrelsen har det pædagogiske ansvar, forestår den daglige ledelse af skolen og foretager tillige under ansvar overfor bestyrelsen ansættelse og afskedigelse af skolens lærere og øvrige medarbejdere. Ved forstanderens fravær ud over 1 måned skal der konstitueres en forstander.
Stk. 2. Forstanderen kan bemyndige en stedfortræder til at foretage retshandler, der ligger inden for den daglige ledelse af skolen.
Stk. 3. Forstanderen er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet og i kap. 8 om tavshedspligt m.v.
Stk. 1. Skolens forstander og faste medarbejdere danner et medarbejderråd. Medarbejderrådets udtalelse indhentes i følgende sager:
– Driftsbudgetter
– Kursus- og undervisningsplaner
– Byggesager og større investeringer
– Ansættelse og afskedigelse af forstanderen.
Medarbejderrådets udtalelse kan desuden indhentes i andre sager der har afgørende betydning for skolen.
Stk. 2. Medarbejderne er omfattet af forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet.
Stk. 1. Årsrapporten opstilles og revideres i overensstemmelse med gældende regler om regnskab for og revision af folkehøjskoler.
Stk. 2. Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive den reviderede årsrapport inden fremlæggelse for generalforsamlingen. Medlemmerne skal samtidig afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab af bestyrelsen, jf. lov om folkehøjskoler § 6.
Stk. 3. Regnskabsåret er kalenderåret.
Stk. 1. Skolen tegnes af bestyrelsens formand, under dennes forfald af næstformanden i forening med 2 medlemmer af bestyrelsen. Tegningsretten kan ikke delegeres.
Stk. 2. Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves et kvalificeret flertal af bestyrelsesmedlemmernes, herunder formandens underskrift.
Stk. 1. Ved skolens sammenlægning eller spaltning og ved etablering eller ophør af kombination med anden skoleform samt ved ændring af skoleform skal en ny vedtægt godkendes af Kulturministeriet. Ministeriets godkendelse omfatter alene vedtægtsbestemmelser om skolens formål, værdigrundlag, styrelse og økonomiske forhold, herunder om fremgangsmåden ved skolens nedlæggelse.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig for, at skolens vedtægt er i overensstemmelse med loven.
Stk. 3. Ændring af vedtægten skal vedtages på en generalforsamling/repræsentantskabsmøde.
Stk. 1. Beslutning om institutionens nedlæggelse træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af alle medlemmer stemmer for. Opnås sådant flertal ikke, kan beslutning om nedlæggelse træffes efter mindst 14 dage på en ny generalforsamling med almindeligt flertal af de mødte medlemmer.
Stk. 2. Ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges.
Stk. 3. Nedlægges institutionen, skal den siddende bestyrelse fungere, indtil den økonomiske opgørelse af aktiver og passiver er gennemført eller overgået til behandling i skifteretten eller ved likvidation.
Stk. 4. Bestyrelsen har ansvaret for bevarelse af institutionens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse foretages efter gældende bestemmelser, og for at nettoformuen anvendes i overensstemmelse med stk. 5.
Stk. 5. Overskydende midler anvendes med Kulturministeriets godkendelse til skoleformål, der støttes i henhold til gældende regler om folkehøjskoler.
Vi er et dynamisk og erfarent hold af højskolefolk, der laver højskole bygget på høj faglighed og ønsket om at skabe berigende møder mellem mennesker.
Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere.
© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.