Varme smykker (dagelev)

    Er du vild med smukke garner, stoffer, kvaliteter og mønstre? Og kunne du tænke dig at trylle smukt papir om? Og er du til unika-smykker, der passer til farverne på netop dit yndlingstøj? Så er det her kursus lige noget for dig!  

    Vi vil lave alle mulige former for smykker af tekstiler og papir og derfor inddrage mange forskellige former for teknikker: vi skal brodere med klassiske teknikker som frie sting, korssting og petitpoint, og vi skal benytte os et af broderiets frie sting som en form for bevikling, ligesom vi skal bruge de klassiske hedeboringe i fri form. Desuden vil vi lege med papir fra bøger, magasiner mm., som kan limes, sys og bearbejdes til uforudsigelige former. Vi vil beskæftige os med farver, komposition, strukturer og på den måde kreere nye og moderne smykker.

    Du vil få mulighed for at arbejde med mange slags smykker med vidt forskellige former og udtryk: diverse øreringe, fingerringe, armbånd, halskæder mm.

    Medbring selv: broderinåle med og uden spids, broderisaks samt broderi- og strikkegarner samt eventuelle fine stofrester i farver, der matcher dit garn. Medbring også slagtemodne bøger eller magasiner gerne med smukke billeder og af god papirkvalitet. OBS: Vi kommer til at sy småt, så det vil være en god ide også at medbringe luplampe, lupbriller el. lign.

    Om garnforbuget:

    Broderigarn: f.eks. bomuld, hør, silke og metaltråd.

    Fint/tyndt strikkegarn med lang løbelængde: uld-silke, silke, hør, viscose, merciseret bomuld. Garnet skal være af god kvalitet; til gengæld bruges der ikke ret meget, så du kan måske ryddet ud i dine rester.

    Selv bruger jeg meget gerne rene silkegarner som f.eks.  ITO Kuni (strikkegarn) og ITO Iki (broderigarn) (som forhandles hos sommerfuglen.dk) samt broderisilke fra Au Ver a Soie (der findes to kvaliteter, og de forhandles hos oenskefe,dk. Her kan du også forhøre dig om gode metaltråde).

    Materialepris: 150 kr til mønstre, broderistof til tre smykker, pap mm. Derudover vil det i et vist omfang være muligt at købe stof til mere broderi samt diverse smykkedele, lædersnor mm.

    En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
    Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

    Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

    Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

    Gram Højskole
    Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

    Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

    Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
    Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

    Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

    Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
    Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

    Du er altid velkommen til at kontakte os
    Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

    Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

    Uge 30

    21 juli – 27. juli 2024

    Pris
    Dobbeltværelse: 5000 kr.
    Enkeltværelse: 6000 kr.
    Dagelev: 4500 kr.

    Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen. 

    Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

    Tonja Rosenblad

    Tonja Rosenblad er cand.mag. i spansk og kunsthistorie og har en lang undervisningskarriere bag sig inden for gymnasieskolen. Interessen for kunst og sprog lader sig ikke skjule, når hun som Protestbrodøsen og kreaktivist udstiller sine samfundskritiske broderede værker. Når man som Tonja både har en stor veneration for maleriet og for tekstilområdet generelt, er det nærliggende at kaste sig passioneret over broderiet. Ud over den mere protest-aktivistiske tilgang til broderi underviser Tonja også i det, som hun selv kalder ”pænt broderi”, og som ofte finder sin inspiration i kunst- og designhistorien.

    Instagram: Protestbrodererske

    Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

    Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

    Kontakt

    © Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.