Vandrekursus
– gå dig til indsigt og udsigt – Camino Frøs Herred
Spænd vandrestøvlerne og gå med på en spændende tur ud i naturen og ind i dig selv. Denne uge står i vandringens tegn, og du kommer på gåben rundt i noget af Sønderjyllands smukke natur. Vandreturene vil være mellem 10 – 15 km pr. dag
Camino Frøs Herred
Camino Frøs Herred er etableret i 2018 og er en rute, der er tænkt ud fra pilgrimsvandringens idé. En idé, der gør vandringen til et redskab for et møde med naturen, kulturen, historien og det spirituelle eller det hellige. Pilgrimsvandringens idé er, at denne vandring bliver lagt ad ruter, der går forbi forskellige “helligsteder” i landskabet, og har forskellige særligt markante helligsteder som deres mål. Det kan være en kirke, en helligkilde fra middelalderen, et gammelt offersted fra vikingetiden, en bronzealderhøj eller et andet kulturminde.
Derfor går Camino Frøs Herred gennem det gamle herreds 9 sogne og har de 10 kirker i sognene som pejlemærker. Kirkerne ligger på højderyggen mellem Kongeåen og Gram å.
Undervejs på ruterne vil der være plads til fordybelse, dels i naturen men også i sig selv. Derfor vil der være indlagt pauser i flere af kirkerne, hvor vi oplever kirken og hører om egnens historie.
Når dagens etape er tilbagelagt kører vi tilbage til højskolen og sover der.
En sætning at gå på
At vandre sætter tempoet ned og tankerne fri, og åbner op for at vi kan nyde det ydre landskab men også det indre landskab, vi alle har i os. Derfor vil alle morgener starte med ’en sætning at gå på’.
Solvej Aagaard, der er gennem en menneskealder, har været privatpraktiserende psykolog, har hele livet også samlet på ’sætninger at gå på’. Det er Solvejs erfaring, at en lille sætning kan rette op på små som store ubalancer i vores sind, og hver morgen kommer Solvej med sine sætninger, som du kan vælge frit fra.
Eksempel på ’en sætning at gå på’: “At skynde sig langsomt, være nærværende og gøre én ting ad gangen, er den sikreste forebyggelse af stress”.
Der vil også være tid og plads til en lille snak om den enkelte sætning efter behov.
Tilbage på højskolen vil der være plads til at få fødderne op og hvilet benene, men selvfølgelig er der også plads til at synge, høre foredrag, spise god mad og få en god snak om dagens oplevelser.
De forskellige ruter:
Mandag: Vandring fra Øster Lindet, hvor vi besøger kirken. Vi fortsætter mod Gram kirke. Ruten går bl.a. gennem istidslandskab og den gamle slotspark v. Gram Slot. Vi slutter med besøg i Gram Kirke, hvor der vil være en lille andagt.
Tirsdag: Vandring fra Gram Kirke til Skt. Thøgers Kirkeruin og helligkilde. Ved Gram Kirke besøger vi kirkegårdens gravhøje og mindemonumenter for 1. og 2. verdenskrig.
Onsdag: Vandring fra Skt. Thøgers kirkeruin til aftægten ved Enderupskov efterfulgt af udflugt med ugens øvrige kursister.
Torsdag: Besøg i Fole kirke derefter over Harreby gravhøjene og istidslandskabet mod Sdr. Hygum kirke, hvor vi får fortællingen om kirken og pesten i 1659.
Fredag: Vandring fra Sdr. Hygum kirke over istidslandskabet via Rødding bakkeø mod Rødding Frimenighed, som vi besøger. Lille andagt.
Vandringen er et af de bedste modsvar til det moderne livs overfladiskhed, hurtighed og stress.
– At vandre kan være en stille revolution.
Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk
Pris
Dobbeltværelse: 5000 kr.
Enkeltværelse: 5500 kr.
Dagelev: 4500 kr.
Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.
Vi er et ungt, men erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.
© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes. Drevet af: Ideværkstedet.