Død-spændende – Døden som inspiration til glæde og liv

Kan døden være en livgivende kraft? Det spørgsmål stiller vi os selv og hinanden på ugekurset i uge 27.

Døden er livets fjende. Vi gør alt muligt for at udsætte døden og skubbe den væk. Men kan man også se døden som en livgivende kraft, der kan få os til at skærpe opmærksomheden på livet nu?

Kursusleder Sofie Nielsen fortæller:

– Hvis man har siddet ved et dødsleje, så har man måske erfaret, hvordan livet på forunderlig vis bliver vedkommende. Så er der ikke tid til udenomssnak. Der er kun tid til de væsentligste ting. Nærværet – takken til dem, der har bragt glæde ind i det liv, som snart er forbi – små øjeblikke med livskraft. Det er denne opmærksomhed på livets nu, som vi på kurset vil skærpe ved at reflektere over og undersøge dødens tilstedeværelse i verden.

Ugen byder på foredrag, workshops og ekskursioner, der alle giver os forskellige og inspirerende perspektiver på livet og døden. Vi skal høre om liv og død i andre kulturer og vores egen. Vi skal møde sognepræst Johannes E. Gjesing, der vil fortælle om det ærlige rum han møder, når døden kommer tæt på. Vi skal arbejde kreativt med skrivning og keramik, når vi laver Livsæsker som vi fylder med lige præcis det vi synes er vigtigt for vores liv. Vi møder også sogne- og sygehuspræst Ann Bork Damsgaard, der under temaet ”Når videnskab og biologi ikke længere har ord” stiller skarpt på livet og døden igennem sit virke som præst. Vi skal selvfølgelig også mødes hver morgen til spændende morgensamlinger, og vi mødes til samtalesalon og sangaften med masser af gode højskolesange.

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. Vi slutter ugen med af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet ned fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Uge 27

2.-8. juli 2023

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 5500 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Kursusleder – Sofie Nielsen

Sofie er højskolelærer på Gram Højskole og vil føre dig og dine medkursister trygt gennem uge. Sofie har en baggrund som antropolog og underviser i denne uge i SKRIV! samt “Liv & Død i Forskellige kulturer”.

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.