Syning

Syning- udvikl dit sy-håndværk (venteliste)

Er du nybegynder i at sy eller har du syet i mange år, er dette kursus måske noget for dig.

Undervisningen handler om stort set alt indenfor syning, tilretning og mønsterudvikling.

Du har mulighed for at sy nyt tøj ud fra færdige snitmønstre, som du selv har med, eller mønstre du selv udvikler på kurset og tilretter med individuel hjælp fra mig.

Vil du gerne forny eller reparere noget fra din garderobe eller fra genbrug, er det også en mulighed.

Vi gennemgår en masse sy-teknikker f.eks. hvordan du syer slids, paspolerede lommer/knaphuller, gylplukning, skrålommer og linning, isyning af lynlås, franske syninger osv.

Du vil få en masse inspiration og gode skrædder teknikker, som tager dit sy-arbejde op på et højere niveau.

Du har også mulighed for at konstruere/tegne en personlig kjole eller buksegrundform efter en konstruktionsopskrift, som du får udleveret af mig, eller du kan tage udgangspunkt i en standard grundform, som jeg stiller til rådighed i mange størrelser.

På kurset vil du få en masse tips til det sy-tekniske, måltagning, tilretning af stoutgrundform og model, og mønstertilretning.

Vi arbejder ud fra en grundforståelse af mønster og modeludvikling, hvor vi fordyber os i skrædderhåndværket. Undervisningen foregår både med fælles introduktion og individuel vejledning, hvor jeg hjælper dig på vej til et godt resultat.

Kurset er for dig som gerne vil videreudvikle dit sy-håndværk. Du lærer med andre ord en masse gode grundteknikker, som du kan bruge, når du vil lave et andet beklædningsprodukt.

Du opfordres til at tage din egen symaskine med. Du skal selv medbringe stof til dit projekt, stiftblyant, viskelæder, linealer, målebånd, papir saks, sporehjul, sytråd, stofkridt, knappenåle og skarp sysaks.

Mønster- og kalkérpapir og prøvestof kan købes af underviser til rimelige priser. Du er også velkommen til at tage dit eget med.

En uge med højskoleånd og andre goder

Vi mødes hver morgen til spændende morgensamlinger om den Sønderjyske kulturarv, Grundtvig og meget andet godt. På introduktionsaftenen mødes vi til samtalesalon og hygger os med sang og snakke. På højskolesangaftenen bliver du ført længere ind i højskolesangbogens historie og sange.

På og omkring Gram Højskole

På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå i tur i den smukke slotspark, tage en morgendukket i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). I sommerhalvåret kan man desuden bade i Gram Friluftsbad mod en lille skilling.

Gram Slot

Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

Ekskursionen – Gram Lergrav eller Klæagergaard

Gram Lergrav: For 10 mio. år siden var en stor del af Sønderjylland dækket af hav. I Gram har vi i sommerhalvåret netop adgang til at udforske den del af historien i det gamle lergrav, hvor rester af havdyr er bevaret, fordi de blev dækket af lag på lag af fint ler. Hvis du er heldig, kan du finde snegle- og muslingeskaller, søpindsvin og hajtænder, som du må tage med hjem.

Vi slutter af med kaffe og kage på ved Gram Slot. 

Klæagergaard: Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

Generelt

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdsvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

Vi slutter ugen af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet med fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til 
info@gramhojskole.dk

Skema er vejledende med forbehold for ændringer.

Syning skema

Uge 4

21. – 27. januar 2024

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 6000 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Underviser Gitte

Gitte Hindskov Nyemand

Gitte er uddannet skrædder og har tidligere været selvstændig skrædder og arbejdet på forskellige teatre. I de sidste mange år har hun arbejdet som faglærer på Beklædningshåndværkeruddannelsen på en erhvervsskole, hvor jeg har undervist i modeludvikling, syning og materialelære.

Hun elsker at arbejde med mennesker, som gerne vil fordybe sig i at udvikle og forme et produkt.

Vi er et dynamisk og erfarent hold af højskolefolk, der laver højskole bygget på høj faglighed og ønsket om at skabe berigende møder mellem mennesker.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.