Syning – fra ide til færdigt produkt(venteliste)

For dig som gerne vil raffinere og videreudvikle dit sy-håndværk. Vi gennemgår bl.a., avanceret modeludvikling, tilretning og syteknikker som fx. isyning af lynlåse, paspolere lommer, franske syninger – altså en masse inspiration og gode teknikker til at tage dit syarbejde et niveau op.

Vi arbejder ud fra en grundforståelse af mønster og modeludvikling, hvor vi fordyber os i skrædderhåndværket. Undervisningen foregår med fælles introduktion, men mest individuelt, hvor jeg hjælper på vej til et godt resultat. Måske har du lyst til at fordybe dig i at lave en god grundmodel efter dine egne mål, som du kan arbejde videre med bagefter eller at sy dine nye yndlingsbukser med alle de rigtige lommer, lynlås og linning, eller måske har du et projekt som du er gået i stå med, så hjælper jeg gerne med gode råd til det.

Vi kommer i kurset også ind på bæredygtige materialer, genbrug og upcycling, som er vigtige elementer i at passe på vores klode. I vil få en introduktion til hvilke muligheder der er som forbruger og syer, for at bakke op om det fælles ansvar vi har.

Kun fantasien sætter grænser og har du lyst til skabe i fællesskab med andre og finde din indre designer frem, så er dette lige noget for dig. Det er en god ide hvis du kender til at sy i forvejen, men hvis du er helt ny i det, finder vi også ud af det.

Vi stiller prøvestof til rådighed, men hvis du har lyst til sy i noget specielt stof, så tag gerne det med.  Du opfordres til at medbringe din egen symaskine.

En uge med højskoleånd og andre goder
Vi mødes hver morgen til spændende morgensamlinger om den Sønderjyske kulturarv, Grundtvig og meget andet godt. På introduktionsaftenen mødes vi til samtalesalon og hygger os med sang og snakke. På højskolesangaftenen bliver du ført længere ind i højskolesangbogens historie og sange.

På og omkring Gram Højskole
På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå i tur i den smukke slotspark, tage en morgendukket i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). I sommerhalvåret kan man desuden bade i Gram Friluftsbad mod en lille skilling.

Gram Slot
Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

Ekskursionen
Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

Vi slutter ugen med af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet ned fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til 
info@gramhojskole.dk

Skema er vejledende med forbehold for ændringer.

Syning skema

Uge 30

23. juli – 29. juli 2023

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 5500 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Lotte LInd

Lotte Lind er uddannet skrædder, med speciale i konstruktion. Lotte har arbejdet som skrædder på et herreskrædderi, hvor håndværket har stået i centrum og efterfølgende som chefkonstruktør for designer Stine Goya , hvor hun har stået for at gå ind i ideer og gøre dem til noget virkeligt der manifesterer sig i verden.

Udover det er Lotte uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Lotte arbejder i dag som selvstændig kunstner, hvor den tekstile kreativitet er i spil på baggrund af hendes erfaring som skrædder.

Lotte er meget optaget af at tænke med hænderne og de gavnlige effekter det har for vores hjerner.

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.