Gram Højskole

Sønderjyllands historie

En rejse ind i og ud i Sønderjyllands historie. Fortællinger om slotte, krige, det tabte land og genforeningen er på programmet denne uge. Sønderjylland er unik med sine mange lokale historier og særegne steder, og vi inddrager alle dele i landsdelen.

Ugen byder på

Kurset kommer til at forme sig som en rejse ind i og ud i Sønderjyllands særlige historie. Meget her nede syd for Kongeåen har igennem århundreder været anderledes end i det Danmark, der ligger nord for åen, og meget er det stadig. I løbet af denne uge på Gram Højskole vil du få en forståelse for, hvorfor det blev sådan.

Vi skal i ugens løb gennemgå Sønderjyllands historie i form af nogle nedslag i vigtige og definerende perioder i landsdelens historiske udvikling, og det starter naturligvis med det klassiske: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – hvad betyder landsdelen placering mellem Danmark og Europa for Sønderjyllands helt specielle historiske udvikling?

Middelalderen indebar skabelsen af hertugdømmet Sønderjylland, den stadig tættere forbindelse mellem dette hertugdømme og grevskabet Holsten, indvandringen af holstenske adelsslægter til Sønderjylland og Danmark, og den endte med at den danske konge blev konge af Danmark, hertug af Slesvig og hertug af Holsten – og at reformationen fik sit udgangspunkt i Sønderjylland.

I de efterfølgende århundreder gennemgik Sønderjylland den helt særlige udvikling med opdelingen i tre, ja nærmere fire dele, hvoraf særligt den ene del endte med at producere en lang række mindre hertuger, der hver især ikke havde samme magt som de tre (to) rigtige hertuger, men som hver især bidrog til det specielle kludetæppe, der er blevet Sønderjyllands historie i 16- og 1700-tallet. Den ene af disse små hertughuse er ovenikøbet stamhuset til den nuværende kongeslægt.

Men det er modsætningen mellem dansk og tysk, der nok for de fleste er indbegrebet af Sønderjyllands historie. Modsætningen kommer først for alvor til at spille en rolle i begyndelsen af 1800-tallet, og gennem Tre-årskrigen og kampene ved Dybbøl og på Als i 1864 ledte denne modsætning frem til Sønderjyllands indlemmelse i Kongeriget Preussen.

Tiden fra 1864 til 1920 er på mange måder fået enorm betydning for Sønderjylland og med sønderjydernes deltagelse i 1. Verdenskrig, den efterfølgende folkeafstemning og den nordlige del af Sønderjyllands genforening med Danmark, blev det næste afgørende skridt i Sønderjyllands historie taget. Den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland blev skabt.

I form af foredrag ved eksperter fra Museum Sønderjylland og Rigsarkivet i Aabenraa vil den komplicerede historie blive gennemgået fra middelalder til Genforening i et kronologisk forløb, og et afsluttende foredrag vil beskrive, hvordan denne historie så har påvirket og formet den særligt sønderjyske kulturhistorie, med dens skikke, musik, mad, kunst, sprog mm.

En uge med højskoleånd og andre goder

Vi mødes hver morgen til spændende morgensamlinger om den Sønderjyske kulturarv, Grundtvig og meget andet godt. På introduktionsaftenen mødes vi til samtalesalon og hygger os med sang og snakke. På højskolesangaftenen bliver du ført længere ind i højskolesangbogens historie og sange.

På og omkring Gram Højskole

På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå en tur i den smukke slotspark, tage en morgendukkert i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). I sommerhalvåret kan man desuden bade i Gram Friluftsbad mod en lille skilling.

Gram Slot

Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

Ekskursionen – Gram Lergrav eller Klægager gaard

Gram Lergrav: For 10 mio. år siden var en stor del af Sønderjylland dækket af hav. I Gram har vi i sommerhalvåret netop adgang til at udforske den del af historien i det gamle lergrav, hvor rester af havdyr er bevaret, fordi de blev dækket af lag på lag af fint ler. Hvis du er heldig, kan du finde snegle- og muslingeskaller, søpindsvin og hajtænder, som du må tage med hjem.

Vi slutter af med kaffe og kage på ved Gram Slot. 

Klæager gaard: Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

Christian Lorenzen fra Klægager gaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægager gaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

Generelt

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdsvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

Vi slutter ugen af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet med fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Skema er vejledende med forbehold for ændringer.

Skema_Sønderjyllands historie

Uge 20

12. – 18. maj 2024

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 6000 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Undervisere

Eksperter fra Museum Sønderjylland og Rigsarkivet i Aabenraa fører dig med sikker hånd gennem kursets spændende foredrag og ekskursioner. Derudover møder du også højskolens undervisere.

Foredragsholdere:

Lennart S. Madsen

Hans Schultz Hansen

Elsemarie Dam-Jensen

Carsten Porskrog Rasmussen

René Rasmussen

Henrik Becker-Christensen

Vi er et dynamisk og erfarent hold af højskolefolk, der laver højskole bygget på høj faglighed og ønsket om at skabe berigende møder mellem mennesker.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.