Skulptur Collage

    Mærk kreativitetens kraft og materialernes magi under skabelsen af din egen unikke skulpturcollage!

    På kurset ’Fund, Formgivning, Forvandling’ lærer du kunsten at modellere ’et væsen’ i plastisk ler – SculpeyClay.

    På kurset integrerer vi fund – genstande med patina, brugsspor og historie – i den plastiske ler, hvilket giver dig mulighed for at udforske endnu en formgivningsmetode.

    Dine fund kommer nemlig til at fungere som inspirationskilde og støtte i din kreative proces. Dine fund hjælper din fantasi med at definere former og giver dig retning frem mod din endelige skulptur.

    At indarbejde genstande direkte i den plastiske ler giver dig mulighed for at arbejde med komplekse sammensætninger og mere skrøbelige strukturer.

    Målet med kurset er at opleve transformationen fra fund til formgivning og endelig forvandling, hvor skulpturerne bliver til et levende udtryk for din kreative rejse.

    I denne transformation ligger der også en kilde til at kunne bruge kunst som udtryksmiddel ift. samfund,historie, verden og tiden. Et bæredygtigheds-greb ind i en mere væredygtig verden.

    En rejse du efter kurset kan fortsætte på egen hånd.

    En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
    Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

    Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

    Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

    Gram Højskole
    Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

    Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

    Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
    Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

    Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

    Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
    Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

    Du er altid velkommen til at kontakte os
    Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

    Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

    Uge 37

    8. – 14. september

    Pris
    Dobbeltværelse: 5300 kr.
    Enkeltværelse: 6300 kr.
    Dagelev: 4500 kr.

    Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen. 

    Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

    Lisbet Thorøe Larsen

    VÆREdygtighedskunstner: Lisbet Thorøe Larsen

    Min kunstneriske rejse har siden årtusindskiftet taget udgangspunkt i udforskning af materialernes uendelige potentialer og kreativitetens magi.

    Jeg elsker at finde fortællinger i det, jeg definerer som natur- og kulturkompost: elementer og ting med brugsspor og patina. Jeg sammensætter komposten til skulpturcollager – assemblager.

    Sanserne er vores primære måde at opnå viden om verden og os selv på. De spiller en afgørende rolle i vores erkendelse og opfattelse af vores liv. Jeg er overbevist om, at kunstnerisk sanselige processer forøger vores forestillingskraft og gør os mennesker mere funderede og livsduelige. Vi går gennem dem fra ‘normal’ til ‘original’ – og netop deri ligger lykken.

    Som underviser på kurset ’Fund, Formgivning, Forvandling’ ønsker jeg at skabe et eksperimenterende læringsrum, hvor du kan udforske din kreativitet op af allerede eksisterende former og overflader, udvikle dine kunstneriske færdigheder og opdage dit eget unikke udtryk med det plastiske ler – sculpeyclay.

    Find mig på det store internet:

    Hjemmeside: www.maerkvaerdig.nu

    Instagram: @thoroe.nu og @maerkvaerdig.nu

    Facebook: MÆRKværdig

    Pinterest: MÆRKværdig

    LinkedIn – Lisbet Thorøe Larsen

    Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

    Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

    Kontakt

    © Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.