Plantetryk

Udforsk plantetryk på dette kursus, hvor vi laver tryk på stof med blade og blomster. I en dampningsproces overføres naturens organiske former på tekstil. Det er en overraskende forvandling, hvor man kan lave smukke mønstre.

Hvert tryk får sit helt eget unikke udtryk. Jo flere gange du trykker, des mere inspiration får du til at lave nye eksperimenter. Det er en verden med uendelige muligheder, og hvor materialerne er lige uden for døren. Man kommer til at zoome ind på alle de smukke former og strukturer, der er i naturen omkring os.

Processen er let at gå til, og jeg guider jer til at indfarve blade og trykke på bejdset stof.  Det bliver med gul-grønne, lilla og røde farver på silke, hør og bomuld. Jeg har inspiration med til, hvad du kan sy ud af de flotte tryk.

Du lærer om:

  • Tryk og dampeproces
  • Lave jern- og farvetæppe
  • Indfarve blade
  • Lave bejdse til plante- og animalske fibre (aluminiumsbaseret)

På kurset damper og trykker vi både inden- og udendørs ved bål. Vi går ud i naturen og finder de materialer, vi vil bruge. Og lader os inspirere af naturen mønstre og former.

En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

Uge 26

23. – 29 juni 2024

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 6000 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Julie Bach

Julie Bach er tekstilkunstner og arbejder med syet skulptur, objekt og installation fra sit værksted i Aarhus. Hun er uddannet modedesigner fra Designskolen Kolding i 2002. I sine værker udforsker hun det skulpturelle potentiale i formgivning af bløde materialer som stof, vat og skind. Hendes taktile og sanselige værker er ofte syet i hånden. Hun bruger sit håndværk syning til at udfolde universer om Åndehuller, identitet og kropslige tabuer. Bach udstiller, underviser og holder foredrag. I 2014 tog hun initiativ til at starte udstillingsgruppen Effektiv Spild af Tid og i 2017 kunstprojektet Åndehuller.

www.juliebach.dk.

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.