• Rakuglasur

  • Saggar

  • Obvara på Terra Sigillata

  • Hestehår og fjer

  • Kurinuki med kobber mat

  • Flash Firing

    Keramik & Raku

    På kurset får du mulighed for at dykke ned i keramikkens forunderlige verden og spændende rakuteknikker. Du vil i løbet af ugen blive introduceret til forskellige keramik-, dekorations- og rakuteknikker.

    Keramik teknikker: Kurinuki, Glitte, Slikker (lerlim), Pladeteknik, Teksturer, Brug af gipsforme, Terra Sigillata

    Dekorations- og rakuteknikker: Rakuglasurer, Majolica, Hestehår/fjer, Obvara, Kobber Mat, Saggar, Flash Firing med raku.

    Gæstelærer Ebbe Dam Nielsen, der har mange års erfaring med raku, underviser i arbejdsmetoder, teknikker og brændinger, og du får en grundig vejledning i disse. Der vil være fokus på kvalitet frem for kvantitet.

    På kurset former og dekorerer du 6 emner til rakubrænding. Øvrige emner bliver forglødet (første brænding i keramikovn).

    Mandag og tirsdag arbejder du med skolens udvalgte hvide stentøjsler, der grundet det høje indhold af chamotte, egner sig særdeles godt til rakubrænding. I arbejdet med leret bliver du introduceret til Kurinuki, (der er en japansk keramikteknik), glitning, slikker, pladeteknik, teksturer, brug af gipsforme og Terra Sigillata, (der er en meget findelt ler, der bruges til indfarvning og glitning af keramikken).

    Mens din keramik er i keramikovnen til første brænding (forglødning), vil Ebbe Dam Nielsen tirsdag aften, holde et informativt foredrag om, hvordan du selv kan komme godt i gang med raku.

    Onsdag formiddag fortæller Ebbe om processer for rakubrænding af de 6 dekorations- og rakuteknikker.

    Torsdag og fredag vil foregå hhv. i keramikværkstedet og udendørs rakubrænding. Du får mulighed for at glasere dine emner med forskellige farvede rakuglasurer og brug af Majolica teknikken, hvor der dekoreres med glasur på glasur. Du bliver introduceret til den østeuropæiske dekorationsteknik Obvara og smoking technique, hvor man arbejder med aftryk af hestehår og fjer. Der vil også blive mulighed for at prøve den svære teknik Kobber Mat, Saggar, hvor keramikken behandles med forskellige sulfater og pakkes ind i aluminiumsfolie sammen med organiske materialer og Flash Firing, hvor motiver/farver fra papir overføres til keramikken. (Se ovenstående fotos).

    Fredag eftermiddag slutter vi af med en fernisering, hvor de færdige værker præsenteres og beundres.

    Husk en god håndcreme, et forklæde og gammelt bomuldstøj (lange ærmer, lange bukser og lukkede sko og arbejdshandsker, der kan tåle at komme i kontakt med åben ild) og gerne egne keramik værktøjer.

    Raku er en spændende og kreativ måde at brænde keramik på. Hvis du elsker at arbejde med keramik og ønsker at eksperimentere med en anderledes og spændende brændeteknik, kan dette kursus måske være noget for dig!

    En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
    Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

    Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

    Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

    Gram Højskole
    Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

    Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

    Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
    Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

    Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

    Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
    Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

    Du er altid velkommen til at kontakte os
    Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

    Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

    Keramik og raku skema

    Uge 37

    8. – 14. september 2024

    Pris
    Dobbeltværelse: 5300 kr.
    Enkeltværelse: 6300 kr.
    Dagelev: 4500 kr.

    Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen. 

    Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

    Ebbe Dam Nielsen

    Ebbe Dam Nielsen er eksperimenterende rakubrænder. Siden 2016 har han udelukkende beskæftiget sig med rakubrændt keramik. Læs nærmere på Ebbes hjemmeside www.raku.dk.

    Ebbe Dam Nielsen er fascineret af den uforudsigelighed, der er ved raku. Og at raku giver rig mulighed for at eksperimentere. For Ebbe er raku en rejse, man begiver sig ud på, hvor man ikke altid kender destinationen.

    På billetten står der: Prøv det og se.

    Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

    Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

    Kontakt

    © Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.