Dreje keramik - Højskole

Keramik – Lær at dreje (venteliste)

Et grundkursus for dig der er ny på drejeskiven eller allerede har lidt erfaring og gerne vil blive dygtigere. På kurset vil du blive introduceret for de grundlæggende teknikker; æltning, centrering, optrækning, afdrejning og glasering.

Kurset vil veksle mellem demonstrationer, bundne opgaver samt god tid til at øve og fordybe sig på drejeskiven og få hjælp dér hvor du er i din drejeproces. På kurset har vi fokus på at øve os, grine af fejlene, hjælpe hinanden og prøve igen, når det hele driller! Uanset erfaring i håndværket er det ofte de samme udfordringer man møder på drejeskiven, i leret og processen – dem skal vi sammen kigge på, snakke om og udforske i løbet af ugen, og vi skal bruge tiden på at få teknikken ind under huden og blive fortrolig med leret. Der er altså mindre fokus på produktion og derfor kommer du heller ikke hjem med et hav af hjemmelavet keramik fra dette kursus.

Du vil dog få mulighed for at vælge to af dine favoritter ud, som du har produceret i løbet af mandag/tirsdag: Emnerne brænder vi for dig, imens I er ude af huset i løbet af onsdag.

Torsdag glaserer du dine emner og ugen slutter af med en udendørs rakubrænding fredag. På den måde kan du alligevel tage fine minder med dig hjem.

En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

Keramik - lær at dreje skema

Uge 29

14. – 20. juli 2024

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 6000 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Anna Levol

Jeg er oprindeligt uddannet billedkunstlærer og har siden da fundet vej ind i keramikkens verden. Et håndværk jeg både har udforsket og lært i Danmark og ude i verden.

Til dagligt er jeg med til at drive Keramikstedet Svendborg, et åbent keramikværksted i Svendborg, som jeg i sin tid var med til at starte op. Her laver jeg keramik og har min daglige gang som underviser.

Når jeg selv laver keramik, er det primært på drejeskiven og udover en kæmpe kærlighed til håndværket, holder jeg meget af at opleve mine kursister mærke magien på drejeskiven.

https://www.instagram.com/annalevolkeramik/

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.