På kurset her bliver du introduceret til hele processen, der handler om at lære at dreje. Du bliver guidet grundigt igennem alt fra ælteteknikker, til det færdige resultat. Du vil både arbejde med strukturerede opgaver, og få mulighed for at arbejde selvstændigt, så du i løbet af ugen kan blive fortrolig med drejeskiven og stentøjsleret. Højskolens keramiklokaler er lyse og veludstyrede med el-drejeskiver til alle kursister.
På kurset har vi fokus på at øve os, grine af fejlene, hjælpe hinanden og prøve igen, når det hele driller!
Når vi øver os i at dreje, er der meget læring i at kigge nærmere på de emner, vi har præsteret at trylle frem. Det gør vi bl.a. ved skære vores emne over vertikalt, for at se på “dens indre.” Det er her det ofte bliver afsløret, hvad vi især skal være opmærksomme på og arbejde bevidst med, når vi sætter os ved drejeskiven næste gang – måske er der blevet drejet en meget “tung bund” eller en ujævn skærv. Disse udfordringer bliver meget tydelige, når vi ser på emnerne “indefra” og er derfor meget lærerige at se på, når vi vil udvikle os og blive dygtigere. I løbet af ugen har vi derfor netop fokus på at øve os, da det kan tage lang tid at blive dygtig til håndværket! Vi prioriterer tiden tid til at få teknikerne ind under huden, og har knap så meget fokus på produktion – netop derfor skal du vide, at du ikke kommer hjem med et hav af hjemmelavet keramik fra dette kursus.
Du vil dog få mulighed for at vælge to af dine favoritter ud, som du har produceret i løbet af mandag/tirsdag: Emnerne brænder vi for dig, imens I er ude af huset i løbet af onsdag.
Torsdag og fredag bliver du introduceret for to forskellige måder at glasere og brænde på, og vi slutter ugen af med en udendørs rakubrænding fredag. På den måde kan du alligevel tage fine minder med dig hjem.
De to genstande du får brændt på højskolen i løbet af ugen, er inkluderet i prisen. Vi kan desværre ikke tilbyde at brænde yderligere af dine ting, men du er velkommen til at tage de ting du producerer ekstra med hjem. Der vil her blive beregnet en pris pr. kg ler, du har brugt.
En uge med højskoleånd og andre goder
Vi mødes hver morgen til spændende morgensamlinger om den Sønderjyske kulturarv, Grundtvig og meget andet godt. På introduktionsaftenen mødes vi til samtalesalon og hygger os med sang og snakke. På højskolesangaftenen bliver du ført længere ind i højskolesangbogens historie og sange.
På og omkring Gram Højskole
På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå i tur i den smukke slotspark, tage en morgendukket i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). I sommerhalvåret kan man desuden bade i Gram Friluftsbad mod en lille skilling.
Gram Slot
Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.
Gram Lergrav
For 10 mio. år siden var en stor del af Sønderjylland dækket af hav. I Gram har vi i sommerhalvåret netop adgang til at udforske den del af historien i det gamle lergrav, hvor rester af havdyr er bevaret, fordi de blev dækket af lag på lag af fint ler. Hvis du er heldig, kan du finde snegle- og muslingeskaller, søpindsvin og hajtænder, som du må tage med hjem.
Ekskursioner
Du skal blandt andet en tur til Gram Lergrav, der har en historie, der går flere millioner år tilbage.
Den efterfølgende tur går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.
Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.
På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.
Vi slutter ugen med af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet ned fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.
Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.
Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk
Pris
Dobbeltværelse: 5000 kr.
Enkeltværelse: 5500 kr.
Dagelev: 4500 kr.
Herudover et tillæg for tilkøb af ekstra ler.
Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.
Nina Søndergaard Stortz er en af skolens højskolelærere. Nina er læreruddannet inden for kreative fag med erfaring inden for design, kunst og keramik. Nina har grundlagt skolens keramikværksted, og du finder hende for det meste i værkstedet med et smil på læben og ler fra top til tå.
Gustav Marcell er keramiker. Han har speciale i at dreje, og producerer selv brugsgenstande til diverse gallerier / butikker og restauranter. Gustavs brand hedder Marcell Ceramics, og den keramik han laver, er meget naturpræget og finder hyppigt inspiration fra den japanske keramik.
Vi er et dynamisk og erfarent hold af højskolefolk, der laver højskole bygget på høj faglighed og ønsket om at skabe berigende møder mellem mennesker.
Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere.
© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.