Pinching
Her får du en god fornemmelse af leret, og hvordan det reagerer, når du arbejder med det i hånden. Du får en forståelse for, hvad det gør, når leret tørrer for hurtigt, eller hvad der sker, hvis du trykker for hårdt.
Pinching giver dig en masse god baggrundsviden og gode forudsætninger for at arbejde videre med de efterfølgende teknikker. Teknikken er også velegnet til at skabe skulpturelle værker, og så har det et helt særegent udtryk, da teknikken efterlader spor af dine hænder. Her vil du skabe en unika kop eller vase.
Pladeteknik
Pladeteknikken er anderledes, fordi du ikke er i berøring med leret på samme måde. Her arbejder vi med at rulle leret ud i plader, som du kan sætte sammen i alle mulige former, som mange andre teknikker ikke tillader dig. Du kan lave høje vaser, tallerkner og andre brugsgenstande.
Støbning
Du kommer til at lære at støbe ud fra form. Denne teknik kan være ganske befriende, da det vil føles lidt mindre udfordrende.
Kurinuki
Kurinuki er en japansk udhulningsmetode. Udtrykket er langt mere rustikt, og vi kommer her til at tale om, hvad udtryk i virkeligheden er. Hvilke udtryk kan vi hver især godt lide? Og hvorfor kan vi godt lide dem? Hvad betyder udtryk egentlig for vores smag, når vi eksempelvis kigger på en helt perfekt drejet skål og en tilsvarende Kurinuki-baseret genstand? Vi har med andre ord mange fælles samtaler om form, design, udtryk og æstetik.
Dreje
På Keramik skal vi også lære at dreje. Her taler vi om, hvordan man udvælger det rigtige ler. Du vil lære, at forskellige lertyper har forskellige egenskaber. Du lærer at forarbejde og ælte leret, og du får viden om materialet, så du bedst sikrer dig at dit færdige stentøj holder i ovnen.
Dine hænder er det vigtigste værktøj i drejning. Derfor kommer du til at arbejde rigtig meget med forskellige former, når du drejer. Du lærer om at dreje af – altså at forstå at bunden på dit objekt har en særlig betydning for dit samlede udtryk, og derfor kan forskellige dreje af-teknikker have stor betydning for dit værk.
Glaseringen
Glaseringen af keramik er en mindst lige så stor del af at skabe, som det at forme emnet. Vi taler om, hvordan en emnet forandrer sig farve- og teksturmæssig afhængig af metode- og glasurvalg. Hvad sker der, når vi ligger et tykt eller tynd lag glasur på? Hvilke kemiske reaktioner foregår der, når emnet brændes? Det kan være rigtig svært at forudse, hvad der sker når man blander forskellige glasurer.
Brænding
Du kommer til at lære, hvordan du brænder keramikken. Dette får du hurtigt kendskab til, så du sammen med dine med-elever, selv kan brænde de genstande, som I skaber – både i undervisningen og i fritiden (værkstedet er døgnåbent).