Mennesket, frikadellen og opstandelsen
Mad skal der til, og føden henter vi i naturen. Men hvordan har man tænkt om naturen gennem tiden? Er naturen blot et fødekammer, der står til menneskets disposition? Er naturen skabt eller opstået tilfældigt? Er naturen stedet, hvor døden har magten? Eller er naturen det sted, hvor livet opstår, og det guddommelige findes?
At spise sammen har altid haft en særlig betydning. Det handler ikke kun om at blive mæt – det er måske det mindst vigtige. Det at spise er også en måde at danne et fællesskab på. I gamle religiøse skrifter kan man se, at mennesket ofrede til deres guder ud fra en formodning om, at Gud spiste sammen med tilbederne. I Det Nye Testamente spiser Jesus med gøglere og forbrydere. Og i kirken spiser man ligefrem Jesu legeme og blod. Muslimerne skelner mellem halal og haram. Vikingerne åd i evigheden, og i folkeviserne går man til den. Og til enhver god sammenkomst hører der sig en god middag til.
Et fag om maden som symbol på fællesskab og ånd. Ja, men kunne kalde det “madens åndshistorie”.
Vi vil se på madens åndshistorie. Er der en grund til, at vi spiser høns, men ikke slanger, og at mange væmmes ved en græshoppe som garniture – en afsky, der har sin rod i en glemt eller ubevidst religiøsitet? Og hvad betyder føden som symbol, der rækker ud over ”Sovsen Jensen” og ind i evigheden.
Vi vil se på:
– Religiøse madopskrifter
– Folkeviserne
– Luthers ædegilder
– Bøger med måltidet – f.eks Barbettes Gæstebud
– Smage på noget af den mad, der står omtalt i bibelen.
Der er i sandhed til både ganen og ånden!
Underviser; Johannes Gjesing, sognepræst i Gram
Johannes har engang til sin begejstring spist en græshoppe som led i en gudstjeneste. Det skulle han aldrig have gjort.
