Cykelkursus (dagelev)

Oplev smuk og historisk Sønderjysk natur og kultur på cykel.

Gennem 5 nøje planlagte cykelruter vil vi bevæge os gennem den sønderjyske natur, kultur og historie. Vi vil både kigge på fortiden i Skibelund Krat men også anskue nutiden ved et besøg i Skrydstrup og høre tilblivelsen og aftalerne omkring de nye F35 fly. Ugen vil ud over disse to kontraster også skabe oplevelser af alt derimellem gennem naturen, kulturen og selve det at bevæge sig sammen.

Hver dag er der afgang fra Gram Højskole. Med morgensamlingen og morgensangene i ryggen drager vi ud på en fælles tur. Hver dag har deres eget indhold ift. historien, naturen, kulturen. Vi bevæger os i samlet trop afsted på cyklerne med små stop undervejs. Hver tur har sit eget tema og sine egne fortællinger – af enten lokale eller ansatte.

Du skal selv medbringe din cykel (alm. cykel med gear, racer, mountainbike eller el-cykel er ligegyldigt – det er dig der skal kunne manøvrere den) og cykelgrej ift. punkteringer mm. Du skal sørge for cykelhjelm og gerne en refleksvest, og VIGTIGST – du skal kunne cykle op til 55 km på en dag. Der er foreløbigt planlagt i alt 5 ture i løbet af ugen på hhv. 56, 50, 25, 55 og 45 km. Dette er vejledende med forbehold for ændringer. 

Tempoet vil være så alle med lidt kilometer i benene kan være med. Området er fladt, men med enkelte ”pukler” og naturen er meget afvekslende med alt fra flade heder til bakkede skove, hvor der undervejs vil være mange flotte udsigter. Vi cykler på landeveje, cykelstier og nogle gange lidt grusvej/stier. Der er ikke så kuperet i Sønderjylland, men vinden fra vest kan både give medvind, MODvind og en kærlig, men fast, sidevind.

En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

Uge 30

21. juni – 27. juni 2024

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 6000 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Steen Dall og Niels Physant

Steen Dall – Jeg kommer fra højskolebyen Rødding, blev gift med Herdis i 1975, hvor vi flyttede til Gram. Vi har 2 børn, og 5 børnebørn. Jeg er 70 år, gik på pension sidste år. Jeg er oprindeligt udlært radiomekaniker. Var derefter assurandør i 27 år, og de sidste 12 år var jeg ansat ved YouSee. Fritiden bruges nu på rejser, som formand i GramBynet, i bestyrelsen for Gram Højskole. Jeg er motionscyklist (på landevej) og er morgen svømmer i Gram Friluftsbad om sommeren, og går til karlegymnastik og madlavning for sure gamle mænd om vinteren. om vinteren. Jeg har altid interesseret mig for Sønderjyllands historie, vel inspireret af min bedstefar der som ganske ung deltog i 1. VK.

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.