Formålet med kurset er at fremme forståelsen for vigtigheden af at mestre et håndværk, ift vores trivsel og velbefindende. At mestre et håndværk kan være altafgørende i eksempelvis et stressforløb, og det kan være hjælp til selvhjælp hvis man lider af angst eller depression. Ved hjælp af Craft-psykologien dykker vi ned i de sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk, og kursisterne vil få metoder til at bruge craft aktivt ift egen eller andres generelle trivsel.
Du får en grundig introduktion til Craft-psykologien, som er udarbejdet af håndarbejdslærer, psykolog/ ph.d. Anne Kirketerp.
Vi skal snakke om følgende temaer: psykologisk trivsel, flow, passion og selvbestemmelsesteorien, positive emotioner, høj og lav struktur.
Ved hjælp af forskellige craft-aktiviteter, sætter vi fokus på teorien bag og bliver bevidste om muligheden for at graduere aktiviteten op eller ned alt efter behov.
For at man kan tale om psykologisk trivsel, skal følgende tre ting være til stede: kompetence, samhørighed og autonomi – og vi dykker ned i hvordan det at have en passion, kan skærme imod mistrivsel.
Du får hver dag hands-on opgaver, hvor du selv skal prøve kræfter med forskellige håndværk, som jeg giver en grundig intro til. Opgaverne er, til en vis grad, alle bundne, så jeg har mulighed for at styre om der skal være høj eller lav struktur, og på den måde undervise i craft-teorien helt praksisnært for dig.
En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.
Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.
Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.
Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.
Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.
Ekskursioner – Gram Slot
Tirsdag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning af slottets personale og ejere. Vi sørger for at I bliver mætte i både historisk og bogstavelig forstand, da rundvisningen slutter med kaffe og kage.
Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.
Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk
Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer. Gram Højskole kan se sig nødsaget til at aflyse kurser, f.eks. ved manglende tilmelding. Aflysningen vil ske senest 7 dage før kursusstart. I dette tilfælde refunderer vi naturligvis alle indbetalte beløb.
Pris
Dobbeltværelse: 5000 kr.
Enkeltværelse: 6000 kr.
Dagelev: 4500 kr.
Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.
Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.
Jeg er uddannet beklædningsformgiver/håndarbejdslærer, med speciale i personlig tilretning. Jeg har undervist de sidste 20 år i forskellige håndarbejds-discipliner som syning, redesign, hækling, strik og filtning, og jeg har undervist alt fra unge tosprogede til pensionistklubber. I de sidste 15 år har jeg været selvstændig med egen systue og syskole, hvor jeg har syet alle mulige bestillinger, haft butik i Svendborg, hvor jeg solgte mine egne designs og jeg har også fungeret som produktionssystue for et par lokale virksomheder. Igennem mange år har jeg designet og syet børnekostumer til Naturama i Svendborg, og har bla lavet edderkopper, isbjørne og fladfisk! Mit hjerte banker for genbrug og en bevidst og bæredygtig behandling af tekstiler, og en større accept af at tøj skal passe til kroppen og ikke omvendt. Jeg har taget uddannelse i Craft Psykologi hos Anne Kirketerp, og har implementeret det i min undervisning, så mine kursister får en oplevelse af flow og af alle de mange sundhedsfremmende effekter der er ved at lave håndværk og håndarbejde, ved hjælp af en gradueret og bevidst undervisning fra mig.
Jeg elsker måden at håndarbejde kan samle flere generationer, mennesker med forskelligt ophav og køn, og at vi er forbundne via et fælles sprog.
Jeg er gift med Milo, vi bor i Vejstrup med vores to store drenge. Håndværkstraditionerne i min familie går meget langt tilbage og jeg føler stor samhørighed med mine bedste- og oldeforældre gennem håndværket.
På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.
© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.