Bevæg dig frit

Lær mere om sammenhængen mellem tilstanden i din krop og dit sind

Går du med fornemmelsen af at det kunne være rart med mere nærvær og ‘plads til at være dig’? Mærker du af og til at din krop føles fremmed og fjern? Og savner du mere tid til ‘at være dig’ og slippe for hverdagens travlhed, ydre fokus og vante mønstre? 

Undervisningen er sammensat med inspiration fra pilates, yoga, dansant grundtræning samt vores fundamentale bevægelsesmønstre, som vi tillærte os de første måneder efter vores fødsel. Øvelserne fordrer mobilitet i kroppens muskler og led, harmoniser og holder styrke ved lige i kroppens store muskler, der giver: forbedret jordforbindelse. Balance. Frihed. Øget kropsbevidsthed. Rum og tid til dig!  

Vi arbejder både med bevægelse og stilstand, til musik og i stilhed. Undervisningen er praktisk og oplevelsesbaseret. Nogle øvelser vil udfordre din koordinationsevne, men der indgår ingen koreografi eller længere sekvenser, som er svære at huske. Al undervisning bygger på samme kerne, men varierer i dynamik, tempo og fokus.   

Vores arbejde med åndedrættet og bevægelse inviterer til øget kontakt indefter og nedefter. Vi har alle steder i vores krop, som vi er mindre bevidste om. Reduceret kontakt skaber muskulær over- og underspænding, hvilket også afspejler sig i vores åndedræt. Derfor er et af ugens mål, at du øger din evne til at være til stede i hele kroppen, at mærke dig selv og kroppens signaler.


En uge med højskoleånd og andre goder
Vi mødes hver morgen til spændende morgensamlinger om den Sønderjyske kulturarv, Grundtvig og meget andet godt. På introduktionsaftenen mødes vi til samtalesalon og hygger os med sang og snakke. På højskolesangaftenen bliver du ført længere ind i højskolesangbogens historie og sange.

På og omkring Gram Højskole
På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå i tur i den smukke slotspark, tage en morgendukket i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). I sommerhalvåret kan man desuden bade i Gram Friluftsbad mod en lille skilling.

Gram Slot
Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

Gram Lergrav
For 10 mio. år siden var en stor del af Sønderjylland dækket af hav. I Gram har vi i sommerhalvåret netop adgang til at udforske den del af historien i det gamle lergrav, hvor rester af havdyr er bevaret, fordi de blev dækket af lag på lag af fint ler. Hvis du er heldig, kan du finde snegle- og muslingeskaller, søpindsvin og hajtænder, som du må tage med hjem.

Ekskursionen
Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

Generelt

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdsvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

Vi slutter ugen af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet med fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til 
info@gramhojskole.dk

Uge 28

7. – 13. juli 2024

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 6000 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Carl Tirsgaard

Min undervisning bygger på mine mere end 40 års erfaring med gymnastik, aerobic, moderne dans, pilates, yoga, og danse- og bevægelsesterapi. Mens jeg i en årrække vægtede præstation og æstetik højest, er jeg idag mere interesseret i hvordan jeg via bevægelse og træning af åndedrættet kan guide dig til øget grounding, smidighed og vitalitet.

Jeg elsker at bevæge mig kreativt og jeg elsker at formidle min begejstring til dig, som også er nysgerrig på at udforske sammenhængen mellem tilstanden i din krop og dine tanker og følelser.

Det er mit ønske, at vi får en berigende uge sammen samt du gør dig nogle indsigter og oplevelser, som du kan tage med dig hjem.

Du kan læse mere om mit arbejde via: movingbeing.dk

Født i 1977 og bor i København K.

RELEVANTE UDDANNELSER

2024: Kropsterapeutisk Yogaunderviser, Rikke Hansen/Den Intelligente Krop, Herlev

2020-2023: Studerende på en doktorgrad i Danseuddannelse på Teachers College, Columbia University, New York. Jeg afbrød studiet fordi jeg savnede en mere praktisk tilgang til undervisning og enheden i vores krop, sind og ånd. 

2019: Reformer Pilates instruktør, Balanced Body/Den Intelligente Krop, Herlev. 

2014-2015: Mastergrad i koreografi, Trinity Laban Conservatory of Music and Dance, London. 

2008-2011: LEP Dansergia Practitioner, danse og bevægelsesterapeut , Institute for Life Energy Copenhagen, Vanløse.

2004-2007: Bachelorgrad i moderne dans, Trinity Laban Conservatory of Music and Dance, London.

1999-2000: Etårigt fuldtidsstudie som idrætsunderviser på Paul Petersens Idrætsinstitut, Kbh

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.