• Ane Facial Flow
  • Ane Facial Flow
  • Ane Facial Flow
  • Ane Facial Flow

Facial Flow

Bevægelse gennem bindevævet – Fascial Flow® 
– start året med at give din krop fuld opmærksomhed og skab grobund for et nyt kropsligt afsæt med ro og balance i krop og nervesystem. 

Med kroppen som øjne og øre skal du mærke krop og sind finde tilbage til oprindelig balance og bevægemønster i mødet med Fascial Flow® 

Det er forholds ny viden, at vores bindevæv ikke bare er et net, hvis eneste funktion er at holde sammen på kroppen. Bindevævet er fyldt med nerveceller og snakker sammen med det autonome nervesystem. Når det udsættes for stress og manglende bevægelse, bliver det tørt, klistrer sammen og ”larmer”. 

Derfor skal du opføre dig lidt mere som en kat – eller lave Fascial Flow® 

Fascial Flow® er en sansebaseret og dynamisk bevægelsesform, som kontakter bindevæv og nervesystem gennem langsomme, meditative bevægelsessekvenser. Det kan være relevant for dig som: 

  • Har brug for at genetablere ro i kroppen efter stress 
  • Mærker din fleksibilitet er for nedadgående 
  • Oplever smerter og stivhed 
  • Ønsker at forbedre kropsholdning og muskeltonus 
  • Har haft hjernerystelse eller piskesmæld 
  • Savner at mærke boblende liv i din krop 

Fascial Flow® er oplevelsesorienteret og hjælper med at skabe en dyb kontakt til din krop. Du guides til at arbejde fra et trygt sted og dosserer hele tiden bevægelser i forhold til dine begrænsninger. Derfor skaber selv microbevægelser forandringer og går virkelig dybt. Du kan opleve at: 

  • Dit nervesystem falder til ro 
  • Traumer i dit væv opløses 
  • Din fysiske og psykiske mobilitet forbedres  
  • Din kropsholdning forbedres 
  • Der bliver mere plads til dit åndedræt 
  • Din kropsbevidsthed forstærkes 

Vi arbejder både liggende, stående og siddende på stole og bruger forskellige bolde og elastikker til at kontakte bindevævet. Alle kan deltage fordi vi tilpasser sekvenserne til den enkelte og dine eventuelle begrænsninger. 

En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer. Gram Højskole kan se sig nødsaget til at aflyse kurser, f.eks. ved manglende tilmelding. Aflysningen vil ske senest 14 dage før kursusstart. I dette tilfælde refunderer vi naturligvis alle indbetalte beløb. 

Uge 2

5. – 11. januar 2025

Pris
Dobbeltværelse: 5300 kr.
Enkeltværelse: 6300 kr.
Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen. 

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Ane Friis

Ane er ansat som fast underviser på Gram Højskole og har en baggrund som beklædningsdesigner fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding.   

Sideløbende med undervisning i tekstil og design, har Ane bevæget sig over i et kropsligt spor som har ført til uddannelse som 5Rytme lærer, Fascial Flow guide, åndedrætstræner og manuel behandler af bindevæv. 

”De kriser og udfordringer jeg mødte i mit liv, har jeg gennem terapi og personligt arbejde forsøgt at forstå mekanismerne bag.  

Da min mand valgte en vej uden mig, brød min verden fuldstændig sammen, og jeg var nødt til at genopfinde mig selv. Jeg kom ligesom ikke videre med snakketerapi og ved et lykketræf blev jeg introduceret til 5Rytmer, som fuldstændig slog benene væk under mig. Her startede min forelskelse i at arbejde kropsligt. ” 

Forståelsen af hvordan livshistorier sætter sig helt fysisk i kroppen som spændinger og begrænsninger og opdagelsen af, hvordan vi med kropsligt arbejde kan nyfortolke de historier, har været drivkraften. Hendes passion er at guide folk via kropsligt arbejde, til en tilstand, hvor det er nemmere at være i verden. 

Vi er et dynamisk og erfarent hold af højskolefolk, der laver højskole bygget på høj faglighed og ønsket om at skabe berigende møder mellem mennesker.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.