• Tufting
  • Tufting
  • Tufting

    Tufting

    Kom og tuft dine helt egne og unikke vægtæpper!

    Tufting er et gammelt håndværk, som de fleste måske kender fra ryatæpper. Redskabet er den hånddrevne danellanål, som er en dansk opfindelse.

    Tufting foregår ved, at du først tegner dit motiv på udspændt hessian på en ramme. Dernæst tufter du motivet med garn og en danellanål, som laver løkker på den anden side af hessianet, som så bliver til dit vægtæppe.

    Efter en kort introduktion til de basale teknikker indenfor tufting, skal du tufte dit eget vægtæppe. Her vil du blive vejledt i valg af motiv og farver,

    og du vil også undervejs i hele kurset blive præsenteret for og vejledt ift. andre teoridele så som forskellige garntyper og effekter, løkkernes længde, frynser osv.

    Hvis du kunne tænke dig at prøve kræfter med og udtrykke dig i et anderledes håndværk end de mere gængse som maling, strikning og syning, så er tufting måske noget for dig. Det kræver ingen forudsætninger at tufte. ALLE kan lære at tufte.

    Tufting er meget mere end kun vægtæpper. Du kan tufte motiv til en mulepose, pynt, potteskjulere osv. Mulighederne er mange, og udover at tufting skaber hurtige resultater, giver det også en ro og fordybelse, som kan have en ren meditativ effekt på dig.

    På og omkring Gram Højskole
    På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå en tur i den smukke slotspark, tage en morgendukkert i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). 

    Gram Slot
    Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

    Ekskursionen – Gram Lergrav eller Klæagergaard
    Gram Lergrav: For 10 mio. år siden var en stor del af Sønderjylland dækket af hav. I Gram har vi i sommerhalvåret netop adgang til at udforske den del af historien i det gamle lergrav, hvor rester af havdyr er bevaret, fordi de blev dækket af lag på lag af fint ler. Hvis du er heldig, kan du finde snegle- og muslingeskaller, søpindsvin og hajtænder, som du må tage med hjem.

    Vi slutter af med kaffe og kage på ved Gram Slot. 

    Klæagergaard: Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

    Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
    Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

    Generelt

    På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdsvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

    Vi slutter ugen af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet med fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

    Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

    Skema er vejledende med forbehold for ændringer.

    Fotografi

    Uge 12

    17. – 23. marts 2024

    Pris

    Dobbeltværelse: 5000 kr.

    Enkeltværelse: 6000 kr.

    Dagelev: 4500 kr.

    Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

    Cathrine Svarre

    Cathrine Svarre

    Underviser Cathrine Svarre har altid været kreativ, men hun havde aldrig fundet et håndværk, som lige var hende så som strikning, syning osv., da hun synes, det var for svært. For tre år siden fandt danellanålen sin vej til hende, og fra den dag af var hun bidt. Udover glæden ved at skabe og udtrykke sig med garn ved at tufte vægtæpper og andre værker, elsker hun den ro og fordybelse, tufting giver. 

    Cathrine er opvokset i Vejle, men hun bor med sin mand og to børn på Frederiksberg. Her er stuen fyldt med kasser af garn, væggene af tuftede vægtæpper og tuftebordet, hvor hun træder ind i sin lille tufteboble og for en stund glemmer alt om hverdagens hamsterhjul. Hun har 18 års erfaring som folkeskolelærer, og hun har også stor erfaring med at at undervise i tufting, og du kan derfor forvente at få konstruktiv vejledning både ift. valg af motiv samt undervejs i tufteprocessen.

    Cathrine har Instagramprofilen @t_u_f_t_e_d_l_o_v_e, hvor du kan finde inspiration og masser af gode tuftetips.

    Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

    Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

    Kontakt

    © Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.