Strik, snak og syng (venteliste)

En uge hvor strikkepindene gløder, kreativitet og inspiration sættes fri og kærligheden til det ældgamle håndværk – at strikke – dyrkes sammen med andre strikkeentusiaster.

I strikkemodulerne gennemgår vi diverse strikketeknikker. Vi kaster os med andre ord over alt lige fra forskellige måder at slå op på eller lukke af på, vendestrik, gobelinstrik, vævestrik, dobbeltstrik, til hvordan du syr dit færdige arbejde sammen og hæfter ender, så du får det smukkeste resultat. Vi snakker om alle teknikkerne og prøver dem naturligvis af, så de bliver strikket godt ind i din rygsæk af strikkeerfaring. 

Du får også mulighed for at designe din egen striktrøje, tilbehør, kjole, eller andet og dit design kan være inspireret af en sang, en snak, et billede eller maleri. I denne proces får du hjælp til at komme i gang med at lave en beregning/konstruktion af dit arbejde, der passer netop til dig ud fra dine egne mål. Samtidig arbejder vi også med at sætte farver sammen.

Kurset er tilrettelagt så både ny-strikkere og øvede strikkere er velkomne og kan være med. Det er muligt at tage eget strikketøj/opskrift med og få hjælp, hvis du mangler.

For at undgå ømme muskler og led er der lagt pauser ind i strikkemodulerne, hvor vi laver enkle, men effektive stræk- og afspændingsøvelser, og det er altid muligt at få rørt musklerne mere ved gå en tur i den smukke natur omkring Gram. Som en naturlig del af kurset vil der være god plads til snak og sang. Snak fordi strikketøjet ejer evnen til at gøre snakken mellem mennesker dybere, og sang fordi den løfter os op på glædens vinger.

Vi skal besøge strikkedesigner Marianne Østergaard, som viser rundt i sin forretning og fortæller om sin strikkekarriere, der startede i 1980-erne.

En uge med højskoleånd og andre goder
Vi mødes hver morgen til spændende morgensamlinger om den Sønderjyske kulturarv, Grundtvig og meget andet godt. På introduktionsaftenen mødes vi til samtalesalon og hygger os med sang og snakke. På højskolesangaftenen bliver du ført længere ind i højskolesangbogens historie og sange.

På og omkring Gram Højskole
På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå i tur i den smukke slotspark, tage en morgendukket i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). I sommerhalvåret kan man desuden bade i Gram Friluftsbad mod en lille skilling.

Gram Slot
Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

Ekskursionen
Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

Vi slutter ugen med af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet ned fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til 
info@gramhojskole.dk

Skema er vejledende med forbehold for ændringer.

Strik, snak og syng skema

Uge 30

23. juli – 29. juli 2023

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 5500 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Ulla Madsen

Som 13-årig lærte Ulla at strikke af nabokonen, og er hende taknemmelig, da det lagde grunden til en livslang kærlighed til garn og pinde. Strik har også været en redningsplanke for Ulla gennem årene i forbindelse med både kræft og stress.

Ulla er uddannet håndarbejdslærer og fysioterapeut. Hun har undervist i strik siden 1981 på husholdningsskole, aftenskoler, diverse kurser og workshops i mange sammenhænge. Holder desuden foredrag på biblioteker, strikkefestivals, strikkebutikker og til Kreative Dage.

Ulla deltog i Den store Strikkedyst på Gram Slot i 2016. I 2020 udstillede Ulla sammen med Koushi udstillingen; #Dronningestrik på Gram Slot og Tekstilmuseet i Herning.

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.