Undgå garnspild – omsæt dine rester til skøn strik
En uge hvor strikkepindene gløder, kreativitet og inspiration sættes fri og kærligheden til det ældgamle håndværk – at strikke – dyrkes sammen med andre strikkeentusiaster.
I strikkemodulerne gennemgår vi strikketeknikker, som neverkont/entrelac, 3-farvet dobbeltstrik og gobelinstrik, som alle er velegnede til bæredygtigt restestrik. Så gå på jagt i gemmerne og find alle dine rester og enkelt garnnøgler frem. Og har du et strandet UFO-strikketøj (UFO = ufærdige objekter), så tag det med – og vi forvandler det til noget sjovt og brugbart strik. Vi snakker om alle teknikkerne og prøver dem naturligvis af, så de bliver strikket godt ind i din rygsæk af strikkeerfaring.
Du får også mulighed for at designe din eget strikprojekt – stort eller lille – bluse, strikkepose, håndledsvarmer eller noget andet…..kun fantasien sætter grænsen. I denne proces får du hjælp til at komme i gang med at lave en beregning/konstruktion af dit arbejde. Samtidig arbejder vi også med at sætte farver sammen.
Kurset er tilrettelagt så både ny-strikkere og øvede strikkere er velkomne og kan være med. Det er muligt at tage eget strikketøj/opskrift med og få hjælp, hvis du mangler.
For at undgå ømme muskler og led er der lagt pauser ind i strikkemodulerne, hvor vi laver enkle, men effektive stræk- og afspændingsøvelser.
Vi skal besøge strikkedesigner Marianne Østergaard, som viser rundt i sin forretning og fortæller om sin strikkekarriere, der startede i 1980-erne.
En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.
Der vil udover morgensamlinger være foredr ag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.
Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.
Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.
Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.
Ekskursioner – Gram Slot
Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning af slottets personale og ejere. Vi sørger for at I bliver mætte i både historisk og bogstavelig forstand, da rundvisningen slutter med en lille smagsprøve på det Sønderjyske kaffebord.
Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.
Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk
Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer. Gram Højskole kan se sig nødsaget til at aflyse kurser, f.eks. ved manglende tilmelding. Aflysningen vil ske senest 14 dage før kursusstart. I dette tilfælde refunderer vi naturligvis alle indbetalte beløb.
Pris
Dobbeltværelse: 5000 kr.
Enkeltværelse: 6000 kr.
Dagelev: 4500 kr.
Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.
Som 13-årig lærte Ulla at strikke af nabokonen, og er hende taknemmelig, da det lagde grunden til en livslang kærlighed til garn og pinde. Strik har også været en redningsplanke for Ulla gennem årene i forbindelse med både kræft og stress.
Ulla er uddannet håndarbejdslærer og fysioterapeut. Hun har undervist i strik siden 1981 på husholdningsskole, aftenskoler, diverse kurser og workshops i mange sammenhænge. Holder desuden foredrag på biblioteker, strikkefestivals, strikkebutikker og til Kreative Dage.
Ulla deltog i Den store Strikkedyst på Gram Slot i 2016. I 2020 udstillede Ulla sammen med Koushi udstillingen; #Dronningestrik på Gram Slot og Tekstilmuseet i Herning.
Vi er et dynamisk og erfarent hold af højskolefolk, der laver højskole bygget på høj faglighed og ønsket om at skabe berigende møder mellem mennesker.
Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere.
© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.