Gram Højskole søger viceforstander – nyoprettet stilling

Vær med til at føre en af de nyeste højskoler godt ind i fremtiden. Gram Højskole arbejder på at udvikle og udfordre højskoletraditionerne. Vi jonglerer med begreber som håndens værk og materiel dannelse, og vil på baggrund af disse skabe en højskole, som fokuserer på håndværk, kunst, natur og bæredygtighed. Vi vil, at vores elever og kursister forstår de materielle kontekster, de indgår i og omgives af, og så vil vi være med til at flytte livssyn og holdninger.

Sammen med engagerede og idérige kollegaer, skal du være med til at lægge handling bag vores overordnede rammer i de kommende år. Vi har nemlig ambitioner om at være toneangivende og nytænkende i vores tilgang til folkehøjskolen og dens virke. Du skal hjælpe os med at videreudvikle og lancerer vores nye profil, og så skal du styre vores store fagkatalog på de korte kurser.

Gram Højskole er en folkehøjskole med et værdigrundlag, der fokuserer på fællesskabet, bæredygtighed, rummelighed, nysgerrighed, livsoplysning og kulturarv. Højskolen har haft en temmelig hård fødsel. Det har vi taget konsekvenserne af, og er derfor startet helt forfra med ny bestyrelse, ledelse og medarbejdere i september 2022 samt ny forstander december 2022. Gram Højskole er nu i rivende udvikling, og gennem første halvdel af 2023 har vi bevist, at højskolen i høj grad har en eksistensberettigelse. Vi har nu sorte tal på bundlinjen og overgår vores budgetter i forhold til tilstrømning af nye elever og kursister. Derfor har vi behov for at styrke ledelsen og organisationen.

Hvem er du?

Vi leder efter en person, der har

  • Ledelseserfaring
  • Evner til at lytte og styre gennem anerkendelse og motivation
  • Lysten til at udvikle og være ansvarlig for Gram Højskoles korte kurser
  • Lysten til både at udvikle og drifte
  • Erfaringer med højskoleliv
  • Mulighed for at flytte til Gram i et dejligt hus
  • Evnerne til at spille klaver

Arbejdsopgaver

Som vores nye kollega kommer du til indgå i højskolens ledelsesgruppe og dermed være forstanderens tætte sparringspartner. Dine opgaver vil være:

  • I samarbejde med forstanderen: At udvikle vores samlede undervisningsudbud
  • Planlægning og koordinering af højskolens korte kurser; herunder skema, årshjul og indholdsplaner
  • Økonomiansvar for højskolen korte kurser
  • Planlægning og koordinering af samt undervisning i valgfag til højskolens elever på de lange kurser

Du kommer til at spille en helt central rolle på Gram Højskole, hvor du både skal arbejde meget selvstændigt og samtidig være en holdspiller med 10 kollegaer; heriblandt lærere, pedel, oldfrue og køkkenchef. Stillingen er fuldtid, og vi tilbyder tjenestebolig i et hyggeligt lokalmiljø med kort til skov og sø og et rigt foreningsliv.

Vi forestiller os, at du starter på højskolen den 1. december 2023, men vi er åbne for andre løsninger.

Løn efter kvalifikationer

Yderligere oplysninger

Læs mere om os på www.gramhojskole.dk, følg os på Facebook og Instagram, og tøv ikke med at ringe til forstander Gert Møller Jensen på tlf. 3145 4155, hvis du har spørgsmål. Ansøgningsfrist: torsdag d. 19. oktober. Vi afholder samtaler i uge 43. Send ansøgning og CV til: ansogning@gramhojskole.dk

bål
Gram Højskole
Gram Højskole
Stranden

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.