• Portrætfotografi

Portrætfotografi – i naturligt lys

Drømmer du om at skabe portrætfotos, der føles levende, nærværende og naturlige? På Gram Højskole inviterer vi dig til fem inspirerende dage, hvor du dykker ned i kunsten at fotografere mennesker – med det smukke, omskiftelige naturlige lys som dit vigtigste værktøj.

Kurset kombinerer teori, praksis og kreativ fordybelse. Du får en solid forståelse for både det kunstneriske og det tekniske fundament i portrætfotografi: hvordan lys påvirker stemning, udtryk og komposition, og hvordan du arbejder bevidst med kameraets indstillinger som blænde, lukkertid og ISO for at opnå det ønskede resultat. Vi arbejder med simple hjælpemidler som reflektorer, diffusere og baggrunde, så du lærer at forme lyset uden at miste dets naturlige karakter.

Gennem oplæg, øvelser og konkrete fotoopgaver træner du dit blik for lyset – ikke bare som en teknisk faktor, men som et kreativt sprog. Du bliver mere sikker i dit udstyr og lærer at træffe tekniske valg, der understøtter dit personlige udtryk.

Dagene byder på både indendørs og udendørs fotosessioner i skolens smukke omgivelser, hvor du arbejder med forskellige typer naturligt lys: det bløde, det hårde, det gyldne og det dramatiske. Undervejs får du løbende feedback og individuel vejledning, så du udvikler både din teknik og din egen fotografiske stil.

Kurset er for alle – uanset niveau. Det eneste, du behøver, er et kamera, lysten til at lære og nysgerrigheden efter at fange mennesker, som de er, i det virkelige lys.

Kom med på et kreativt højskoleophold fyldt med læring, fællesskab og fotografisk leg – og tag hjem med portrætter, der ikke bare ser godt ud, men fortæller historier.

Fem dage med højskoleånd og fællesskab
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen, der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og fællessang, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Torsdag aften holder vi en en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os. Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner
Tirsdag formiddag går vi i samlet flok gennem Gram by til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning og hører om, hvad der får et gævt jysk par til at opstarte Danmarks største økologiske landbrug.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer. Gram Højskole kan se sig nødsaget til at aflyse kurser, f.eks. ved manglende tilmelding. Aflysningen vil ske senest 7 dage før kursusstart. I dette tilfælde refunderer vi naturligvis alle indbetalte beløb. 

Uge 47

16. – 20. november 2026

Pris
Dobbeltværelse: 5000 kr.
Enkeltværelse: 6000 kr.
Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Mikkel Pedersbæk

Mikkel Pedersbæk er kunstner med speciale i bæredygtige keramiske processer og alternative brændinger. I sin kunstneriske praksis arbejder han primært med keramik, men har også mange års erfaring med historiske fotoprocesser og grafiske trykketeknikker.

Nysgerrighed og innovation er drivkraften for en eksperimenterende tilgang til materiale, håndværk og nutidige diskurser, der går hånd i hånd med en videnskabeligt baseret tilgang til ler, æstetik og brændingsteknikker. 

På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.