Gram Højskole bevægelse

Mennesket stærkt og sundt

Kom med på et livsbekræftende kursus, hvor der er fokus på at bevæge sig både fysisk og mentalt – sammen. Du får ny energi og inspiration til at holde dig aktiv i hverdagen.

I løbet af ugen prøver vi kræfter med forskellige motionsformer, hvor fællesskab, grin og sved på panden går hånd i hånd. Vi laver øvelser der øger bevægelighed og smidighed, TRX, fitness og styrketræning, balanceøvelser, lege, lidt yoga, afspænding og massage. Vi skal lave hjernegymnastik, og hvis vejret tillader det; gåture i naturen, petanque og padeltennis.

Ugens mantra er enkelt: Gør noget godt for dig selv – sammen med andre. Vi tager fat på livet i velværets tegn med fokus på bevægelse, sund brug af krop og sind, balance, glæde og det stærke fællesskab.

Undervejs dykker vi også ned i tanken om “en sund sjæl i et sundt legeme”. Gennem oplæg og debatter ser vi nærmere på, hvad forskning og erfaring fortæller os om det sunde liv – og hvordan vi kan bruge den viden i praksis.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner – Gram Slot
Tirsdag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning af slottets personale og ejere. Vi sørger for at I bliver mætte i både historisk og bogstavelig forstand, da rundvisningen slutter med kaffe og kage.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Bemærk: På dette ugekursus er eftermiddagsmodulet rykket til kl. 13.00-16.00, og afviger med denne ændring fra skemaet nedenfor.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer. Gram Højskole kan se sig nødsaget til at aflyse kurser, f.eks. ved manglende tilmelding. Aflysningen vil ske senest 7 dage før kursusstart. I dette tilfælde refunderer vi naturligvis alle indbetalte beløb. 

Uge 6

2. februar – 6. februar. 2026

Pris
Dobbeltværelse: 5000 kr.
Enkeltværelse: 6000 kr.
Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Stina Bavnhøj

Stina Bavnhøj

Stina er uddannet folkeskolelærer, yogalærer, mindfulnesslærer, senioridrætsinstruktør, skyggecoach og personlig træner. Stina har over 35 års erfaring med at undervise, vejlede og inspirere andre. Hun har mange års erfaring fra rejsebranchen, og er rigtig god til at få mennesker til at føle sig mødt, set og hørt.

Stina er vokset op med motion og bevægelse i foreningslivet, og har undervist i alt fra skiløb til pilates. Nu tilbyder hun primært mindful coaching, meditation og yoga. Fysisk distance er ikke en begrænsning, og for at kunne undervise flest muligt, underviser og coacher Stina også online, men hyres også til fysiske events, bl.a. på La Santa, i virksomheder og på højskoler.

Tidligere var Stina elitesvømmer og har vundet DM i latin- og standarddans. Svømning er fortsat hendes yndlingssport, og hun har været vinterbader +20 år. Stina inspireres af naturen og nyder at løbe og gå ture i skoven og ved havet.

Læs mere om Stina og få inspiration til øvelser, meditation og yoga på stinabavnhoj.dk

På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.