• Karoline Elsig
  • Gram Højskole Keramik - lær at dreje

Keramik – Lær at dreje

Lær at dreje – et intensivt drejekursus 
 
Drømmer du om at lære at dreje dine egne keramiske værker?
På dette intensive højskolekursus dykker vi ned i drejeskivens magiske verden og arbejder målrettet med teknik og fordybelse. Kurset er for alle – begynder, som let-øvet.

Vi starter med de grundlæggende teknikker som centrering og optræk, og bevæger os videre til at dreje cylindre, åbne og lukkede former samt andre former, alt efter niveau og lyst

Undervisningen veksler mellem fælles gennemgange og individuel vejledning, så du får støtte præcis dér, hvor du er i din proces. 

Vi arbejder intensivt med øvelse og teknik hele ugen, og undervejs vil du opleve glæden ved at mestre lerets formbarhed.

Tirsdag eftermiddag tænder vi op for en forglødning, og torsdag afslutter vi med en spændende rakubrænding, hvor du får mulighed for at opleve keramikkens levende transformation over ild og røg. 

Du kan forvente at tage ét færdigbrændt værk med hjem – og alt andet, du laver i løbet af ugen, kan du naturligvis også tage med og eventuelt brænde andetsteds. 

Praktisk: 
Alle nødvendige redskaber stilles til rådighed. Ler, der skal forglødes, købes på stedet for 60 kr. pr. kg. Prisen er inkl. glasur og brænding.

Fem dage med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og fællessang, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Torsdag aften holder vi en en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os. Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner
Onsdag formiddag går vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning. Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi får et indblik i områdets historie og natur.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer. Gram Højskole kan se sig nødsaget til at aflyse kurser, f.eks. ved manglende tilmelding. Aflysningen vil ske senest 7 dage før kursusstart. I dette tilfælde refunderer vi naturligvis alle indbetalte beløb. 

Keramik - lær at dreje skema

Uge 21

18. – 22. maj 2026

Pris
Dobbeltværelse: 5000 kr.
Enkeltværelse: 6000 kr.
Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen. 

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Karoline Elsig

Jette Sørensen

Jette Sørensen er uddannet keramiker og lærer. Hun elsker at udfordre det æstetiske i kunsthåndværk og hendes passion er at skabe sofistikerede funktionelle og ikke-funktionelle objekter. 

I Jettes keramik kan man aflæse den pottemager- og håndværkstradition, som hun står på skuldrene af. Jette kigger tilbage i vores lertøjs- og håndværkstraditioner og skaber udtryk, der rækker ind i samtiden

“Ler fascinerer mig. Lerets forskellige stadier fra formbart til uforgængeligt, når det bliver brændt, bliver jeg aldrig træt af. Arbejdet med ler ser jeg som en samtale mellem materialet og mine hænder”.

Jette bor syd for Aarhus og har studio i Malling. Hun er uddannet keramiker fra Aarhus Kunstakademi, og er opvokset på en fed lerjord i Vendsyssel. Minderne om lerets taktilitet har hun med sig.

På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.