Højskolesang for krop og sjæl

Elsker du også at synge? 

Så kom med til en uge med kor og fællessang fra Højskolesangbogen. 

Vi skal synge flerstemmigt kor, bl.a. nyere rytmisk musik. Du behøver ikke at kunne læse noder. Undervisningen vil være tilrettelagt, så alle kan være med, nybegyndere og erfarne. 

Vi skal selvfølgelig også synge mange fællessange fra Højskolesangbogen og lære nogle af de nye gode sange at kende. 

Vi arbejder med både krop og stemme, rytmik, hjernetræning, bevægelse og åndedræt. 

Og så bliver man bare glad i låget af at synge. 

Kom med til en uge med fællesskab, livsglæde og masser af sang. 

En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Ekskursioner – Gram Slot og Vadehavet
Tirsdag formiddag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning.

Onsdag er der en lidt længere fælles tur, hvor vi bliver hentet af en bus og kører til Vadehavscenteret. Vi skal have en spændende rundvisning, en smagsprøve af én af specialiteterne fra det Sønderjyske kaffebord og så er der mulighed for at komme ned og dypper tæerne i Vadehavet.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

Uge 31

28. juli – 1. august 2025

Pris
Dobbeltværelse: 5300 kr.
Enkeltværelse: 6300 kr.
Dagelev: 4500 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Kort Kursus Gram Højskole

Zita Langelund

Zita er uddannet folkeskolelærer med musik som linjefag, yogalærer, gymnastikinstruktør, mindfulnessinstruktør, konfliktcoach, fitnessinstruktør, PD i musik med bl.a. korledelse. 

Hun har mere end 35 års erfaring med at undervise børn og voksne i primært sang og musik. Hun har haft adskillige børne- og voksenkor, heraf også sundhedskor, samt internationalt sangfællesskab og har undervist lærere og pædagoger i STOMP. Hun brænder for, og deltager i, et aktivt foreningsliv med mangfoldige fællesskaber. 

Og så brænder Zita generelt bare for at udbrede glæden ved at synge sammen, skabe fællesskaber og livsglæde.

På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.