Det, vi spiser, har langt større betydning for vores mentale og fysiske trivsel, end vi måske tror.
På dette kursus undersøger vi forbindelsen mellem mad, hjerne og velbefindende. Hvordan påvirker kosten vores humør, hukommelse og koncentration? Hvad er sammenhængen mellem tarmen og hjernen? Og findes der fødevarer, der faktisk kan give hjernen mere energi?
Vi får besøg af Mette Borre, som er klinisk diætist og yderst populær foredragsholder, som vil opklare spørgsmålet om vi kan spise os til et bedre mentalt helbred, bedre tarmfunktion og livskvalitet. I foredraget udfolder Mette nyeste forskning, der påpeger, at det vi spiser, påvirker vores fysiske og psykiske sundhed, men vi glemmer det tit i hverdagen.
Så hvordan påvirker kosten rent faktisk vores hjerne og mentale sundhed? Hvad er sammenhængen mellem tarmen og hjernen? Er der nogle særlige fødevarer/kostformer, der egner sig godt til at give både hjerne og tarmen mere energi, bedre velbefindende?
Vores tarmbakteriesammensætning betyder mere end vi regner med, også i forhold til vores hjerne. Samtidig er en stor del af vores liv består af faste rutiner og gentagelser. Vaner, som er automatiserede og ligger uden for vores bevidste handlen. God viden nytter ikke hvis vi ikke formår at ændre vores vaner.
Foredraget er uden løftede pegefingre og med en munter tilgang til emnet.
Undervejs i løbet af ugen trækker vi naturligvis i forklædet og afprøver teorierne i praksis, så vi får de gode vaner med hjem.
Kurset er for dig, der er nysgerrig på, hvordan kost og bevidsthed kan spille sammen – med både viden, sanselighed og sundhed på menuen.
En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.
Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.
Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.
Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.
Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.
Ekskursioner – Gram Slot
Tirsdag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning af slottets personale og ejere. Vi sørger for at I bliver mætte i både historisk og bogstavelig forstand, da rundvisningen slutter med kaffe og kage.
Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.
Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk
Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer. Gram Højskole kan se sig nødsaget til at aflyse kurser, f.eks. ved manglende tilmelding. Aflysningen vil ske senest 7 dage før kursusstart. I dette tilfælde refunderer vi naturligvis alle indbetalte beløb.
Pris
Dobbeltværelse: 5300 kr.
Enkeltværelse: 6300 kr.
Dagelev: 4500 kr.
Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.
Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.
Mette Borre er specialist om ernæringens betydning for vores tarmsystem og immunforsvaret. Mette er klinisk diætist tilknyttet Aarhus Universitet. Igennem sine aktive år indenfor feltet har hun bl.a. været forfatter og medforfatter til en række lærebøger og har sammen med læger udarbejdet danske guidelines og artikler samt lærebøger. Mette er også medforfatter til bogen ”Rigtig god fordøjelse” og de meget populære bøger om “Low FODMAP Diet – giver ro i maven samt bogen ”Toptrimmede tarm”. Foruden dette er hun også aktiv underviser for patienter og fagfolk og er ligeledes ofte at finde på TV, i blade og magasiner med gode råd til et udfordret mavetarmsystem.
Se mere om Mette Borre på http://www.diaetist-metteborre.dk/
På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.
© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.