• grafisk
    Grafik: Linoliumstryk

Grafik: Linoliumstryk

Dyk ned i linoleumstrykkets sanselige univers og oplev glæden ved at skabe dine egne grafiske værker – ét tryk ad gangen. På dette korte højskolekursus inviteres du ind i et kreativt værksted, hvor ro, fordybelse og nysgerrighed får lov til at styre processen.

Kurset er for både begyndere og dig, der allerede har prøvet kræfter med linoleumssnittet. Undervisningen tilrettelægges, så alle kan være med og få ny inspiration. Vi starter med en kort kunsthistorisk introduktion til kunstnere, der har arbejdet med linoleumstryk, inden vi trin for trin gennemgår teknikkerne bag processen.

Du lærer at skære din egen linoleumsplade, komponere et motiv og trykke dine første grafiske billeder – både med én farve og med flere. Undervejs arbejder vi med forskellige typer trykpapir og sværte, og når du først er blevet fortrolig med teknikken, åbner vi for nye eksperimenter.

Vi udforsker blandt andet chine collé, hvor tynde, ofte farvede papirer integreres i trykket og tilfører værket fine lag og detaljer. Samtidig arbejder vi med ecoline (vandfarve), som giver mulighed for at tilføje farver, nuancer og personlige udtryk til dine tryk – både med og uden chine collé. Med blot én grafisk plade kan du skabe mange forskellige værker, og du bestemmer selv, om du vil arbejde med én eller flere plader.

Vi tager udgangspunkt i motiver som portrættet, interiøret og byen eller landskabet, men der er altid plads til dine egne idéer og fortolkninger. Hvis tiden tillader det, samler vi til sidst udvalgte tryk i et fælles værk – et visuelt møde mellem kursisternes forskellige udtryk.

Undervejs finder du din analoge hjernehalvdel frem: den langsomme, koncentrerede og taktile måde at skabe på. Du får redskaber og teknikker, som gør det let at fortsætte arbejdet hjemme efter kurset.

Her handler det ikke om at kunne på forhånd – men om at være nysgerrig, prøve sig frem og lade billederne vokse frem i tryksværten.

Der kræves ingen forudsætninger for at deltage – kun lysten til at skabe. 

En uge med højskoleånd, fællesskab og hjemlighed
Vi mødes hver morgen til spændende og perspektiverende morgensamlinger med afsæt i bl.a. Grundtvig og Kierkegaard, og med højskolesange der både inspirerer og motiver til dagen der kommer.

Der vil udover morgensamlinger være foredrag, samtalesaloner og sangaftenener, der hver især sikrer os at vi kommer lidt mere indsigtsfulde og bevidste fra Gram Højskole.

Ugen sluttes af med en fernisering af de forskellige værksteders rum, læring, processer og produkter kombineret med en festlig aften hvor vi spiser ekstra dejlig mad, synger lidt sange og HYGGER os.

Ekskursioner
Tirsdag drager vi i samlet flok til Gram Slot, hvor vi får en spændende og historisk rundvisning af slottets personale og ejere. Onsdag tager vi ud i det sønderjyske og oplever egnens særpræg, natur og historie. 

Gram Højskole
Gram Højskoles bygninger er oprindeligt et gammelt sygehus, så vi har nogle fantastiske lokaler, med store vinduer og fantastisk lysindfald. Ud over nogle lækre værksteder har vi også en veludstyret idrætshal, fitnessrum og yogarum. Vi har fine dobbeltværelser og elsker når man gerne vil dele værelse med hinanden i en uge.

Vi er omringet af den smukkeste natur og kultur. Gram Slot og slotspark ligger lige på den anden side af vejen, Gram Lergrav ligger blot få kilometer væk, og lige overfor Gram Højskole er der et friluftsbad og et stort idrætscenter.

Vi spiser sundt, flot og godt på Gram Højskole
Vores køkkenchef, Jørgen og hans fantastiske personale sørger for at vi aldrig går sultne i seng. Med udgangspunkt i sæsonens råvarer fremtryller de lækre smage, smukke farver og sunde kalorier. I pauserne vil der altid være kaffe og the, og skiftevis frugt, kage eller småkager.

Du er altid velkommen til at kontakte os
Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Vi er et levende hus, så skema og program er vejledende med forbehold for ændringer

Uge 29

12. – 18. juli 2026

Pris
Dobbeltværelse: 5300 kr.
Enkeltværelse: 6300 kr.
Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Underviser

Pia Möller-Light er uddannet på Århus Kunstakademi, og har undervist på skoler, højskoler og på Århus Kunstakademi. Hun arbejder med grafik, Land-art, skulptur og foto. Læs mere om Pias spændende virke her: www.moller-light www.lyngsø-ligh

På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.