Fluefiskeri med tørflue og nymfe

– efter bækørred og stalling, mens døgnfluerne klækker

Månedsskiftet maj-juni er højsæson for tørfluefiskeri efter efter bækørreder og stallinger i Gram Å. Fiskene jagter da de kæmpestore Ephemera danica majfluer, som klækker netop nu. Er vi bare lidt heldige med vejret, sværmer døgnfluerne, så fiskene for alvor er på finnerne. Intet kan som de gigantiske majfluer lokke åens største fisk til overfladen.

Pudsigt nok klækker samtidig med de store majfluer også de ganske små Caënis spp døgnfluer, som er Danmarks mindste. De kompenserer for deres ringe størrelse ved at forekomme i meget stort antal. På stille aftener sætter de sig på vore fiskeveste og skifter ham, efterladende det tomme hylster, når de skal sværme

Med fornøden gunst fra vejrguderne vil vi således se både de største og de mindste døgnfluer klække i Gram Å i denne uge. På dette kursus kigger vi naturligt nok nærmere på de insekter, der udgør grundstammen i det moderne fluefiskeri: Døgnfluerne, vårfluerne og alle de andre vandinsekter, som året igennem står på fiskenes spiseseddel.

Vi kigger også på de teknikker, der skal til for at lokke fiskene til at tage vores fluer. Fiskeri med tørflue og nymfe er et teknikbaseret fiskeri, som kan angribes fra mange forskellige vinkler. Med vådt eller tørt. Med lette tørfluer eller tunge nymfer.

Der er altid en mening med galskaben, og den kommer vi i nærkontakt med på dette kursus. Hvor vi for øvrigt altid nænsomt genudsætter de fisk, vi måtte fange. Så der også er fisk i åen til dagen, ugen og året efter.

Nedenstående program viser kursets struktur. Kursets detaljerede program offentliggøres løbende her på siden og senest ultimo januar. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Uge 21

21. maj til 27. maj 2023

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 5500 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Underviser

Steen Ulnits, fiskeribiolog, forfatter og lystfisker på fuld tid. Blandt meget andet! Steen har universet www.ulnits.dk med 1000+ artikler om lystfiskeri og biologi.

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.