– Bag og spis dig gennem et unikt stykke sønderjysk historie
Lad det være sagt med det samme, det sønderjyske kaffebord er et stykke kultur- og madhistorie, der ikke kender sin lige. Og ”Den store bagedyst” er ikke en moderne opfindelse som TV-producere har opfundet.
Sønderjyske bondekoner har helt sikkert haft et solidt konkurrencegen med i forklædelommen, når de kom med hver deres kage til det fælles kaffebord i forsamlingshusene i tiden fra 1864 – 1920, hvor Sønderjylland var tysk.
Vi dykker ned i de gamle kageopskrifter, men også i den sønderjyske historie, der knytter sig til netop det sønderjyske kaffebord.
Det bliver med andre ord en rigtig god blanding af historie og praktik – lige en blanding efter Grundtvigs målestok – og naturligvis skyller vi det hele ned med et hav af sange fra højskolesangbogen, kaffe, snak, foredrag og ture ud af huset.
Det sønderjyske kaffebord
Det helt store sønderjyske kaffebord består af 21 forskellige slags kager, og på kurset skal vi bage os gennem et overflødighedshorn af lækre kager inden for hver af kagebordets 3 kategorier – De bløde, de tørre og de hårde. Og hvem ved, måske når vi også at tilføre et moderne twist til nogle af de gamle oprindelige opskrifter.
Når alle kager er bagt, inviterer vi byens borgere til kaffebord og på ægte sønderjysk og højskolemanér sætter vi os alle om langbordene, finder sangbogen frem og dernæst går vi ombord i kagerne.
Velbekomme!