Bevidst bevægelse

Bevidst bevægelse

Bevidst Bevægelse er en uge for dig, der har lyst til at gå på opdagelse i, hvad kroppen og sindet er i stand til at mestre i bevægelse og når vi er stille. Vi skal dyrke vores nysgerrighed og tager på rejse i krop og ånd med hjælp fra både blide, langsomme yoga øvelser, og så skal vi med inspiration fra dansens og gymnastikkens verden lave helt enkle bevægelighedsøvelser til musik.

I løbet af ugen vil vi gennem både yoga, bevægelighed, musik, digte, åndedræt og meditation give kroppen plads til at løsne op, slappe af og blive mere rummelig. Vi undersøger også, hvordan vi kan respektere kroppen og hvornår det er muligt at være åben og afprøve sit mod.

Der bliver også mulighed for at tage en svømmetur i Gram Friluftsbad inden morgenmaden.

Vi kigger lidt på, hvad forskningen kan lære os om betydningen af kropslig bevægelse, mental sundhed og ikke mindst fællesskabet.

Vi skal også undersøge begreberne bevidsthed, nærvær og ånd. Ånd kan tolkes på mange måder, og en af de mest nærliggende tolkninger er ind-ånd-ing og ud-ånd-ing, og derfor vil åndedrætsøvelser også få plads. Vi tager udgangspunkt i vores eget liv og livsværdier, og der bliver tid til refleksion på egen hånd og i samtale med hinanden.

Du behøver ikke at have nogen erfaring med hverken yoga, dans, gymnastik eller meditation for at kunne være med. Din nysgerrighed og villighed til at lære dig selv lidt bedre at kende i fællesskab med andre nysgerrige, er det vigtigste at have med på kurset.

På og omkring Gram Højskole

På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå en tur i den smukke slotspark, tage en morgendukkert i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). 

Gram Slot
Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

Ekskursionen – Gram Lergrav eller Klæagergaard
Gram Lergrav: For 10 mio. år siden var en stor del af Sønderjylland dækket af hav. I Gram har vi i sommerhalvåret netop adgang til at udforske den del af historien i det gamle lergrav, hvor rester af havdyr er bevaret, fordi de blev dækket af lag på lag af fint ler. Hvis du er heldig, kan du finde snegle- og muslingeskaller, søpindsvin og hajtænder, som du må tage med hjem.

Vi slutter af med kaffe og kage på ved Gram Slot. 

Klæagergaard: Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

Generelt

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdsvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

Vi slutter ugen af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet med fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til info@gramhojskole.dk

Skema er vejledende med forbehold for ændringer.

Skema_seniorliv i bevægelser

Uge 15

7. – 13. april 2024

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 6000 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Stina Bavnhøj

Stina Bavnhøj (f. 1969)

Stina er uddannet folkeskolelærer, yogalærer,  mindfulnesslærer, senioridrætsinstruktør, skyggecoach og personlig træner. Stina har over 35 års erfaring med at undervise, vejlede og inspirere andre. Hun har mange års erfaring fra rejsebranchen, og er rigtig god til at få mennesker til at føle sig mødt, set og hørt.

Stina er vokset op med motion og bevægelse i foreningslivet, og har undervist i alt fra skiløb til pilates. Nu tilbyder hun primært mindful coaching, meditation og yoga. Fysisk distance er ikke en begrænsning, og for at kunne undervise flest muligt, underviser og coacher Stina også online, men hyres også til fysiske events, bl.a. på La Santa, i virksomheder og på højskoler.

Tidligere var Stina elitesvømmer og har vundet DM i latin- og standarddans. Svømning er fortsat hendes yndlingssport, og hun har været vinterbader +20 år. Stina inspireres af naturen og nyder at løbe og gå ture i skoven og ved havet.

Læs mere om Stina og få inspiration til øvelser, meditation og yoga: https://stinabavnhoj.dk/

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.