KROP, HÅND & ÅND

Seks uger med fordybelse, fællesskab og livsglæde

TILMELDING

Vinter 2026
1. november til 12. december 2026

Pris
Dobbeltværelse: 10.500 kr.
Enkeltværelse: 12.300 kr.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i kursusprisen

Et nyt 6-ugers højskoleophold

Et 6-ugers kursus på Gram Højskole er en invitation til at træde ind i højskolelivet – med tid nok til, at det virkelig kan mærkes. Her får du ikke bare et kursus, men et ophold, hvor fællesskab, fordybelse og livsglæde får plads til at vokse.

Med overskriften Krop, Hånd og Ånd bevæger vi os mellem det kropslige, det skabende og det reflekterende. Du kan mærke pulsen i bevægelsesfagene, finde ro og fordybelse i de kreative værksteder og blive klogere på dig selv og verden gennem samtale og livsoplysning.

Kurset veksler mellem obligatoriske uger og uger med valgfrihed, så du både bliver en del af et fælles forløb og kan følge det, der vækker din nysgerrighed. Samtidig indgår du i skolens dagligdag på lige fod med de øvrige elever – med morgensamlinger, fællesfag, samtaler og elevdemokrati.

Her handler læring ikke om præstation, men om nærvær. Om at bruge hænderne, mærke kroppen, dele erfaringer og opdage nye sider af dig selv. Seks uger, der giver dig den fulde højskoleoplevelse – i et tempo, hvor både relationer og indsigter kan nå at slå rod.

Gram Højskole Keramik - lær at dreje
TRE VÆRKER
Grundtvig
QIGONG

Hvad er indholdet på kurset?

På 6-ugers kurset på Gram Højskole veksler du mellem obligatoriske uger og uger med frie valg. De obligatoriske uger giver et fælles afsæt, hvor holdet følges ad og fordyber sig i udvalgte temaer inden for Krop, Hånd og Ånd. Her opbygges relationer, fælles erfaringer og et stærkt fundament for resten af opholdet.

I de valgfrie uger kan du følge din nysgerrighed og sammensætte dit eget forløb blandt skolens korte kurser – hvad enten du vil arbejde kropsligt, kreativt eller livsoplysende.

Vekselvirkningen mellem det fælles og det selvvalgte skaber en dynamik, hvor både fællesskab og personlig fordybelse får plads. Det giver dig både retning og frihed – og en højskoleoplevelse, der er både sammenhængende og personlig.

Første uge

Din undervisning tager udgangspunkt i de korte kursers indhold. I fire af ugerne kan du vælge mellem flere, mens vi i de øvrige to uger har valgt for dig.

Den første uge er en obligatorisk uge. Her skal du arbejde med attitudetræning med Dorthe Broeng.

Attitudetræning handler om at arbejde bevidst med din indstilling til dig selv, andre og de situationer, du møder i livet. Det er ikke “positiv tænkning” i overfladisk forstand, men en træning i at blive opmærksom på egne tankemønstre, reaktioner og vaner – og i at vælge en mere hensigtsmæssig tilgang.

I praksis kan attitudetræning bestå af:

  • Refleksionsøvelser over egne værdier og livserfaringer
  • Arbejde med indre dialog og selvforståelse
  • Øvelser i taknemmelighed, accept og perspektivskifte
  • Samtaler om ansvar, fællesskab og livsmod
  • Mindfulness og bevidst nærvær

Formålet er at styrke robusthed, livsglæde og relationer. Når vi træner vores attitude, træner vi evnen til at møde livet med større ro, åbenhed og bevidsthed – også når det er udfordrende.

I en højskolesammenhæng vil attitudetræning ofte være koblet til fællesskab, samtale og kropslig forankring, så det ikke kun bliver noget, man tænker – men noget, man mærker og lever.

Anden uge

I anden uge får du tre valgmuligheder: 

SENIOR YOGA
En uge med blid og aktiv yoga, hvor vi arbejder med styrke, smidighed og balance – tilpasset din krop og dine muligheder. Gennem yoga, meditation og åndedrætsøvelser udforsker vi samspillet mellem bevægelse og ro. Undervejs er der plads til samtaler om livskvalitet og inspiration til en aktiv hverdag. Kurset er for både begyndere og øvede, der vil lære kroppen bedre at kende.

MENTAL SUNDHED
Bliv klogere på, hvordan søvn, kost, bevægelse og relationer spiller sammen med vores mentale sundhed. Gennem inspirerende oplæg, fælles refleksion og praktiske øvelser undersøger vi, hvad der giver overskud, dæmper stress og skaber trivsel i hverdagen. Ugen kombinerer ny viden med let bevægelse, afspænding og nærvær – og giver dig konkrete redskaber til at arbejde videre med dine egne vaner.

KERAMIK – LÆR AT DREJE
En intensiv uge, hvor du lærer drejeskivens grundteknikker – fra centrering og optræk til cylindre og personlige former. Undervisningen veksler mellem fælles gennemgange og individuel vejledning, så både begyndere og let øvede kan udvikle deres håndværk. Ugen rundes af med rakubrænding, hvor du oplever lerets forvandling i ild og røg og får et færdigt værk med hjem.

Tredje uge

Denne uge går vi på opdagelse i os selv – fra hjernens forunderlige univers til kroppens muligheder for bevægelse og nærvær. Uanset om du vil forstå dine tanker eller give dem en pause, er der plads til nysgerrighed, fordybelse og nye oplevelser.

VORES FORUNDERLIGE HJERNE
Tag med på en fascinerende rejse ind i hjernen, og bliv klogere på søvn, drømme, sprog og musikkens betydning for os. Gennem inspirerende forskeroplæg, levende samtaler og fællessang undersøger vi, hvordan hjernen former vores tanker, følelser og relationer. Ugen giver plads til både ny viden og eftertanke – med perspektiver på det, der gør os til dem, vi er.

ELLER

SHAKING MEDITATION
Giv dig selv en uge med bevægelse, ro og tid til at mærke efter. Gennem guidede rystebevægelser og mindfulness udforsker vi kroppens signaler og øver os i at møde tanker og følelser med nysgerrighed og venlighed. Du bevæger dig i dit eget tempo, uden krav om præstation. Et nærværende kursus med plads til både stilhed, smil og nye erfaringer – helt uden særlige forudsætninger.

Fjerde uge

I den fjerde uge får skaberglæden og nysgerrigheden frit spil. Du kan forme ler, fordybe dig i strik, udforske kroppens bevægelser eller gå på opdagelse i farver og fibre. Vælg ét af de fire kurser, og giv dig selv tid til at eksperimentere, lære og finde dit eget udtryk.

KERAMIK: MODELLERING OG CROQUIS
Slip fantasien løs i leret, og oplev, hvordan kroppens former og bevægelser kan inspirere dit keramiske udtryk. Vi arbejder med croquis-modellering efter levende model og udvikler egne figurer og frie former. Gennem praktiske øvelser og personlig vejledning træner du dit blik og udforsker lerets muligheder – med plads til både begyndere, øvede og modige eksperimenter.

ELLER

STRIK
Giv dig selv en uge, hvor garn, masker og skaberglæde får din fulde opmærksomhed. Her er plads til at fordybe dig i strikketøjet, udforske farver og mønstre og lade dig inspirere af andres idéer. Vi samles om glæden ved håndarbejdet og de samtaler, der opstår, mens pindene arbejder – med tid til både koncentration, fællesskab og nye perspektiver på dit strik.

ELLER

BEVÆG DIG FRIT
Gå på opdagelse i kroppens muligheder, og lad nysgerrigheden sætte dig i bevægelse. Her handler det om at mærke efter, udforske dit eget bevægelsesudtryk og give plads til både energi og ro. En uge med kroppen i centrum, hvor du kan udfordre vaner og finde glæde ved at bevæge dig – med opmærksomhed på dit eget tempo og dine grænser.

ELLER

FARVER, FIBRE OG FORM
*Træd ind i et sanseligt univers, hvor farver, materialer og former giver fantasien noget at arbejde med. Lad dig inspirere af fibrenes struktur, farvernes samspil og mulighederne for at skabe dit eget udtryk. En uge med kreativ fordybelse og lyst til at eksperimentere, hvor du kan følge en idé, afprøve nye kombinationer og nyde glæden ved at

Femte uge

I den femte uge giver vi plads til både livets fortællinger, hjernens krumspring og kroppens bevægelsesglæde. Du kan finde ro med qigong, give dine minder liv på papiret, udfordre hjernen eller fordybe dig i yoga og pilates. Vælg ét af de fire kurser, og tag nye erfaringer og inspiration med ind i din hverdag.

SENIOR QIGONG
Find glæden ved rolige bevægelser, og giv dig tid til at mærke kroppen. Med qigong udforsker vi samspillet mellem bevægelse, åndedræt og koncentration, mens vi arbejder med balance og nærvær. En uge med plads til fordybelse og et roligere tempo, hvor du kan hente inspiration til at lade små bevægelsespauser blive en del af din hverdag.

ELLER

SKRIV DIT LIV
Giv dine minder liv, og opdag fortællingerne i det, du har oplevet. Gennem skriveøvelser, inspiration og vejledning arbejder vi med at forme erindringer til levende historier med din egen stemme. Måske tager du afsæt i gamle breve, fotografier eller en oplevelse, du aldrig har glemt. En uge med plads til eftertanke og fortællelyst – uanset om du er begyndt at skrive eller blot er nysgerrig.

ELLER

TRÆN DIN HJERNE
Giv hjernen nye udfordringer gennem sjove, overraskende og tankevækkende øvelser, der bygges op hen over ugen. Vi arbejder med hukommelse, opmærksomhed og mentale strategier og bliver klogere på vores egne tankemønstre. Kurset kombinerer praktisk hjernetræning med indsigt og refleksion – både for dig, der vil holde hjernen i gang, og dig, der synes, den trænger til lidt motion.

ELLER

SENIOR YOGA & PILATES
Oplev, hvordan yoga og pilates kan supplere hinanden i en uge med fokus på styrke, smidighed og balance. Vi arbejder med nænsomme øvelser, kropsbevidsthed og kroppens kernemuskulatur og bliver klogere på vores bevægelsesvaner. Kurset er for både begyndere og øvede og giver inspiration til en aktiv hverdag – med øvelser og erfaringer, du kan arbejde videre med derhjemme.

 

Sjette uge

I denne afsluttende uge laver vi en opsamling på hele kurset som helhed. Vi træner videre med attitudetræningen, og får gode værktøjer med hjem, så vi ikke glemmer, de ting vi har lært og erfaret i de sidste 5 uger. Vi giver hinanden et kæmpe kram, inden vi slutter af med en afslutningsfest og en fælles fernisering, som viser de ting og de oplevelser, som vi har haft igennem de seks uger.

Sådan ser forløbet ud

Hvordan ser hverdagen ud?

Hverdagen på 6-ugers kurset på Gram Højskole følger højskolens rytme og bliver hurtigt præget af både fællesskab og fordybelse. Dagene er en vekselvirkning mellem deltagelse i undervisning på de korte kurser og fællesfag og socialt samvær med eleverne på de lange kurser.

Dagen begynder typisk med morgensamling med eleverne, hvor vi synger, lytter og får perspektiv på livet og verden. Herefter går du til dagens undervisning.

Formiddagene og eftermiddagene er dedikeret til undervisning, hvor du fordyber dig kropsligt, kreativt eller livsoplysende. Der er pauser med kaffe, samtaler og små møder på gangene og i værkstederne. Måltiderne spiser vi sammen, og de er en vigtig del af højskolelivet – her fortsætter samtalerne, og nye relationer opstår.

Udover undervisningen deltager du i fællesfag, fællespraksis og elevdemokrati sammen med eleverne på det lange ophold. Det betyder, at du ikke blot er kursist, men en aktiv del af skolens hverdag og fællesskab. Aftenerne kan byde på foredrag, sang, samtalesaloner eller mere uformelt samvær.

Der er en naturlig vekslen mellem struktur og frihed – mellem det fælles og det selvvalgte. Tempoet er roligt, men også intensivt. Der er plads til både refleksion, grin, stilhed og engagement. Over seks uger får du tid til at falde ind i rytmen, skabe relationer og mærke, hvordan højskolelivet bliver en del af dig.

Gram Højskole Vandring

Du kommer blandt andet til at møde:

Sanne er cand. Mag i Litteratur- videnskab og kulturformidling. Bor og arbejder på Gram Slot, som hun sammen med sin mand købte i 2007. Stedet drives dels som kulturelt fyrtårn i Sønderjylland, dels som et af Danmarks største økologiske landbrug.

Nanna Hvidtved er fastansat lærer på Gram Højskole. Nanna er uddannet kok og har en stor passion for at sanke råvarer til hendes madlavning. Nanna er kyndig sanker og god til at få lokale råvarer til at smage helt eminent. Og så er hun helt igennem et klogt højskolemenneske. 

Nanna er koordinerer Gram Højskoles lange kurser, og så er hun ansvarlig for højskolens naturkraft og elsker at bringe naturen ind i køkkenet året rundt. 

Dorthe Broeng er terapeut, underviser og ejer af Dorthe Broeng Mental Sundhed samt medejer af Dansk Mindfulness Akademi. Med mere end 25 års meditationspraksis og stor erfaring inden for traume-, stress- og mental sundhed arbejder hun med at hjælpe mennesker tilbage til indre ro og livsglæde. Dorthe er dybt forankret i naturen, i kroppen og i en nærværende tilgang til det hele menneske – altid med nysgerrighed, humor og et ægte menneskeligt møde i centrum.

På Gram Højskole kan du udfolde din kreativitet i inspirerende rammer. Her er der unikke muligheder for at skabe, fordybe dig og udvikle dig sammen med andre. Vi ser forskellighed og mangfoldighed som grundlag for at skabe berigende møder mellem mennesker.

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.