Tekstile landskaber

På kurset ”Tekstile landskaber” skal vi undersøge forhold mellem landskaber og tekstiler. Kurset er for dig som ønsker at fordybe dig i tekstiler, naturlig indfarvning og landskaber, i en hel uge.

  • Vi skal vandre i naturen.
  • Vi skal tegne stier og forbindelser med vores kroppe.
  • Vi skal opsøge og lade os inspirere af landskabets erindringskar.
  • Vi skal sy risting i landskabet, og i historien.
  • Vi skal arbejde med fibre og tekstiler, der bliver ændret og genskabt, i forskellige former for ”tekstil mapping”.

Der vil være et stort fokus på at arbejde med årstidens planter og naturlig indfarvning. Alle deltagere vil på kurset skabe deres egen personlige tekstile farvecirkel til at tage med hjem, med årstidens og landskabets farver.

Naturfarvning tager tid og er en sanselig proces, der indbyder til at sænke farten og opleve forbindelsen til naturen og vores lokale landskaber, på en ny måde. Naturfarvning er et tusinde årgammelt håndværk, som forsvandt mange steder rundt omkring i verden efter opdagelsen af ​​de syntetiske farvestoffer, i midten af ​​det 19. århundrede.

På dette sommerkursus vil du lære at udvinde og anvende naturlige farvestoffer på tekstil, ved at lære om og arbejde med håndværket.

Ved siden af arbejdet med farvecirklen er der mulighed for at arbejde på dit eget projekt med en ”tekstil mapping” teknik, som går ud på at kortlægge et landskab og de lag det gemmer, i en tekstil kontekst.

Det er muligt at arbejde med flere forskellige teknikker ud over naturfarvningen, bl.a. broderi og applikation. Desværre har vi begrænsede mængder af udstyr på højskolen, hvorfor vi kommer til at arbejde primært med håndarbejde, og i må derfor meget gerne selv medbringe jeres egne broderirammer, symaskiner, strikkepinde og andre tekstile redskaber, som i kunne få brug for.

Alle niveauer er velkomne på holdet og husk påklædning, der kan arbejdes i og er tilpasset vejret.

En uge med højskoleånd og andre goder
Vi mødes hver morgen til spændende morgensamlinger om den Sønderjyske kulturarv, Grundtvig og meget andet godt. På introduktionsaftenen mødes vi til samtalesalon og hygger os med sang og snakke. På højskolesangaftenen bliver du ført længere ind i højskolesangbogens historie og sange.

På og omkring Gram Højskole
På Gram højskole har vi bl.a.et yogarum og vores eget fitnessrum, så du har mulighed for at kompensere lidt for kokkens gode mad. Det er også muligt at gå i tur i den smukke slotspark, tage en morgendukket i slotssøen, cykle en tur i skovene rundt omkring Gram. (Det er muligt at låne en cykel på Højskolen). I sommerhalvåret kan man desuden bade i Gram Friluftsbad mod en lille skilling.

Gram Slot
Som en del af højskoleopholdet tager vi på besøg på Gram Slot, hvor vi får en rundvisning og hører historien om, hvordan Sanne og Svend Brodersen købte det forfaldne slot og forvandlede det til et regionalt kulturfyrtårn og et at Danmarks største økologiske landbrug.

Gram Lergrav
For 10 mio. år siden var en stor del af Sønderjylland dækket af hav. I Gram har vi i sommerhalvåret netop adgang til at udforske den del af historien i det gamle lergrav, hvor rester af havdyr er bevaret, fordi de blev dækket af lag på lag af fint ler. Hvis du er heldig, kan du finde snegle- og muslingeskaller, søpindsvin og hajtænder, som du må tage med hjem.

Ekskursionen
Turen går til området i og omkring Ballum, hvor både Kresten Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal har sat spor i mulden.

Christian Lorenzen fra Klægagergaard hopper på bussen og giver os en kulturhistorisk fortælling krydret med sjove og underfundige lokale anekdoter, mens vi kører rundt i området.
Bagefter kører vi til Klægagergaard, hvor vi  får en lille smagsprøve på og fortællingen om det sønderjyske kaffebord, det særlige kaffestel og gårdens historie.

På kurset serveres lækker mad morgen, middag og aften. I pauserne skifter vi henholdvis mellem frugt, kage og en småkage til aftenkaffen.

Vi slutter ugen med af med en festaften – med tilhørende festmenu. Køkkenet på Gram Højskole stiler efter høj kvalitet ned fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi.

Materialeudgifter er ikke inkluderet i prisen.

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om kurset. Ring på +45 2932 4557 eller send en mail til 
info@gramhojskole.dk



Uge 26

25.6 – 1. juli 2023

Pris

Dobbeltværelse: 5000 kr.

Enkeltværelse: 5500 kr.

Dagelev: 4500 kr.

Eventuelle rabatter kan ikke kombineres.

Maja Lund Hvidtfeldt Mortensen

Maja er uddannet i tekstildesign, -håndværk og formidling og har studeret komparativ kultur og etnologi. Hun arbejder fra sit atelier i Københavns Plantefarveri med at udforske og eksperimentere med bæredygtige tekstile praksisser og har deltaget i flere forskellige tværfaglige kunstneriske projekter. Herudover har Maja en stor interesse for japansk håndværkskultur og praksis, og har rejst og uddannet sig hos forskellige tekstile mestre i Japan. 

Maja brænder for at udforske bæredygtige tekstiler i en moderne kontekst og herigennem inspirere til samtaler omhandlende kulturarv, bæredygtighed, kollektiv erindring og slow living.

Vi er et erfarent hold af højskolefolk, der laver en højskole bygget på tårnhøj faglighed og ønsket om at gøre vores samfund til et bedre sted.

Vi ser forskellighed og mangfoldighed som styrker og mener at det gør os stærkere. 

Kontakt

© Gram Højskole. Alle rettigheder forbeholdes.